Det skal du vide om §166-tilskudsordningen
Hvilken type patienter kan komme i betragtning til at få tilskud fra §166, og hvad er kravene til dokumentation? Det kan du læse mere om i denne udgave af Tandlægebladets guide.
Baggrund
Sundhedslovens § 166 gør det muligt at give udvalgte patientgrupper med særlig risiko for at få betydelige tandproblemer eller oral funktionsnedsættelse adgang til et særligt tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje og særligt kostbare behandlinger i privat tandpraksis.
Parodontitis dækkes ikke, undtagen ved stråleramte med hoved-halskræft og ved visse sjældne medfødte sygdomme. Det særlige økonomiske tilskud ydes af patientens bopælsregion.
Tandlægepraksis har en central rolle i relation til tilskudsordningen. Her opspores patienter til ordningen ved den diagnostiske undersøgelse, og patienter biståes med rådgivning og bilag ved patientens ansøgning til ordningen. Tandlægepraksis udfører ligeledes den individuelle forebyggelsesindsats og behandling efter, at regionen har godkendt patientens ansøgning om tilskud.
Hvilke patientgrupper?
To hovedgrupper.
Den første hovedgruppe er patienter i kategori 1-9 nedenfor. De har alle en stor risiko for øget cariestilvækst pga. mundtørhed forårsaget af sygdommen eller behandlingen og syreskader fremkaldt af refluks.
Den anden hovedgruppe er patienter med medfødte sjældne sygdomme (10), som har dokumenterede betydelige tandproblemer som følge af deres grundsygdom.
- Patienter, der på grund af kræft har fået strålebehandling i hoved- eller halsregionen.
- Patienter, der på grund af blodkræft har modtaget helkropsbestråling forud for allogen knoglemarvstransplantation.
- Patienter, der på grund af knoglemarvstransplantation har udviklet kronisk graft versus host-sygdom (GvHD).
- Patienter, der er diagnosticeret med Sjögrens syndrom.
- Patienter, der på grund af kræft har fået kemoterapi, immunterapi eller hormon- og antihormonbehandling.
- Patienter, der på grund af sygdom i skjoldbruskkirtlen har modtaget behandling med radioaktivt jod.
- Patienter, der er i fast behandling med psykofarmaka af typen tricykliske antidepressiva, hvor behandlingen har varet i seks måneder eller mere.
- Patienter med en svær psykisk lidelse, der er i fast behandling med psykofarmaka, hvor behandlingen har varet i seks måneder eller mere.
- Patienter med refluks efter operation med hel eller delvis fjernelse af lukkemusklen mellem spiserør og mavesæk.
- Patienter med medfødte sjældne sygdomme.
Hvad skal ansøgningen om tilskud indeholde?
Betydelige tandproblemer
Som tandlæge skal du i ansøgningen om tilskud vedlægge kopi af journal og røntgen, behandlingsplan, prognosevurdering og en individuel forebyggelsesplan. I journalen skal betydelige tandproblemer dokumenteres. Kriteriet er, at patienten skal have haft aktiv caries på mindst tre forskellige tænder inden for det seneste år. Der skelnes ikke mellem, om caries er med eller uden kavitet, eller om den er primær eller sekundær.
Særligt kostbare behandlinger
En ansøgning om visitation til ordningen kan være til 'forebyggende og almindelig tandpleje', til ’særligt kostbare behandlinger’, eller omhandle begge kategorier. Regionen tager i sin sagsbehandling stilling til, om patienten er berettiget til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje, selvom der i ansøgningen alene er søgt om særligt kostbare behandlinger.
Har man en gældende bevilling til forebyggende og almindelig tandpleje, skal man altid sende ny ansøgning til regionen, hvis det drejer sig om særligt kostbare behandlinger. Ansøgningen vurderes ud fra kriterie om betydelig oral funktionsnedsættelse, som følge af sygdommen eller sygdomsbehandlingen. Gælder også for alle behandlinger, hvortil der ikke er tilskud fra det offentlige (Særloven).
Tidsbegrænset eller livslang bevilling
Alle patienter under punkt 1 – kræftpatienter, der har fået stråling i hoved- og halsregionen, opfylder som eneste gruppe alle kriterier ”uden videre”. Der er intet krav om nedsat spytsekretion eller betydelige tandproblemer og intet krav om sammenhæng mellem deres tandproblemer og strålebehandlingen. Ansøgere får en livslang bevilling til forebyggende og almindelig tandpleje.
Alle øvrige grupper, undtagen refluks og medfødte sjældne sygdomme, skal lide af udtalt mundtørhed (hyposalivation). De skal derfor have foretaget en sialometritest, før der vil kunne gives bevilling.
Patienter under punkt 2 og 3 samt patienter med sjældne medfødte sygdomme modtager livslang bevilling.
Patienter under punkt 4-8 modtager tidsbegrænset bevilling på mindst 12 måneder. Ved udløb af en tidsbegrænset bevilling indkalder regionen patienten til en ny objektiv spytsekretionsmåling ved sialometri inden udløb af gældende bevillingsperiode. Kan der stadig påvises hyposalivation, forlænges bevillingen med minimum yderligere 12 måneder.
4-9. Patienter behandlet for blodkræft og med GvHD er undtaget dette krav. I forhold til punkt 9 – operation af lukkemusklen mellem spiserør og mavesæk skal der være dokumentation for kirurgisk behandling. Refluks i andre sammenhænge udløser ikke bevilling.
Artiklen er opdateret med præciseringer den 8. juni 2026.
Kilde
Sundhedsstyrelsen. Den Regionale Tandpleje – Vejledning for omfanget af og kravene til den regionale tandpleje: København: Sundhedsstyrelsen, 2025