Parallelteknik - principper og anvendelse

Interorale røntgenundersøgelser

For at kunne sikre sufficiente røntgenbilleder til god diagnostik er det nødvendigt, at tandlæger har solidt kendskab til projektion. Der anvendes særlige teknikker, når der skal tages røntgenbilleder af tænder og kæbeknogle. Den mest almindelige form for røntgenundersøgelse er intraorale røntgenoptagelser, og det er oftest førstevalg, når der skal stilles en diagnose. Da man ved en røntgenundersøgelse udsætter patienten for røntgenstråling, skal man altid balancere stråledosis og den diagnostiske værdi ved valg af røntgenmetode.

Læren om projektion

Projektion handler om, hvordan tanden, knoglen og anatomiske strukturer fremstår på røntgenbillederne. Udseendet på et røntgenbillede påvirkes af forholdet mellem røntgenstrålernes retning, objektet og receptorens placering. 

Intraorale røntgenbilleder er såkaldte summationsbilleder, som gengiver tredimensionel anatomi på en todimensionel flade, og strukturerne overlapper således på det færdige røntgenbillede.

Røntgenstråler divergerer fra fokus. Det betyder, at forstørrelse og distortion af det objekt, der skal tages et billede af, altid forekommer. Graden heraf afhænger af afstanden mellem fokus, objekt og receptor samt vinklen mellem disse. Ved at øge fokusobjektafstanden opnår man en større geometrisk skarphed i sit røntgenbillede. Afstanden mellem objekt og receptor bør derimod være så lille som muligt.

Principper for billedoptagelse

Man ønsker at afbilde en tand så naturtro (isometrisk) som muligt på et røntgenbillede. For at opnå dette, anbefales det at anvende en receptorholder og parallelteknik. 

Ved parallelteknik placeres receptoren parallelt med tandens længdeakse. Røntgenstrålerne rettes vinkelret på både tand og receptor. Det reducerer distortion og overlap.

Fordele ved parallelteknik er: 

• Korrekt isometrisk gengivelse af tænder.
• Mindre overlap af anatomiske strukturer

Fejl i projektion

Hvis røntgenstrålerne ikke er vinkel rette på tand og receptor, kan det betyde: 

• For stejl projektion, hvor rødder fremstår forkortede, apikale strukturer projiceres ind i billedet, og kroner kan falde uden for røntgenbilledet.
• For flad projektion, hvor rødder fremstår forlængede, apex projiceres uden for røntgenbilledet, og der ses meget luft ved kronerne.

Modificeret parallelteknik

Variationer i anatomien kan gøre det umuligt at placere receptoren helt parallelt med en tand - fx pga. ganens morfologi. I de tilfælde anvendes modificeret parallelteknik. Her er receptoren i sagens natur vinklet lidt i forhold til tandens længdeakse, og røntgenstrålerne skal således vinkles med mindst mulig vinkel mellem receptor og tand.