Europæiske tandlæger i opråb om klassificeringen af fluorid
Stoffet natriumfluorid er kommet på dags ordenen i EU. Europæiske tandlæger advarer imod, at det kan få uheldige konsekvenser, hvis man reviderer klassificeringen af stoffet.
Fluoridtandpasta bliver ofte fremhævet som den helt afgørende faktor for den markante nedgang i caries, vi har oplevet i den vestlige verden. I øjeblikket er det hvide, krystalliske stof imidlertid genstand for vigtige drøftelser i EU. Her er klassificeringen af stoffet nemlig ved at blive testet af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), og det bekymrer tandlæger i Europa.
Council of European Dentists (CED) frygter nemlig, at det kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis man ændrer klassificeringen af stoffet. Ifølge CED kan det risikere at påvirke folks brug af fluorid i tandpasta, der er en helt afgørende hjørnesten i forebyggelsen af caries.
- Vi er bekymrede for, om folk i mindre grad vil bruge fluoridtandpasta, hvis man ændrer lovgivningen om det. Hvis man skal pege på én enkelt ting, som har forbedret vores tandsundhed væsentligt, er det netop fluoridholdig tandpasta, siger Freddie Sloth-Lisbjerg, der er præsident for CED.
Forslaget om at genoverveje klassificeringen af stoffet natriumfluorid er opstået, fordi en rapport fra det franske Agentur for Fødevarer, Miljø og Arbejdsmiljø (ANSES) analyserede stoffet som hormonforstyrrende og reproduktionstoksisk.
Der er ikke noget konkret, der tyder på, at en eventuel ny klassifikation af stoffet vil omhandle tandpasta eller tandplejeprodukter i det hele taget.
Vi er bekymrede for, om folk i mindre grad vil bruge fluoridtandpasta
Freddie Sloth-Lisbjerg, præsident for Council of European Dentists
Alligevel er Freddie Sloth-Lisbjerg bekymret, fordi han er bange for, at det vil sprede sig som ringe i vandet og påvirke folk til at fravælge fluoridtandpasta. Det har man set før, når modstanden mod fluorid er dukket op til overfladen, mener han.
- Hvis det her gør, at færre vil bruge fluoridtandpasta, kommer vi til at vende tilbage til tidligere tider med væsentligt forøget caries. Det vil være den største trussel mod folks tandsundhed, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.
Det skal også ses i lyset af, at sukkerforbruget er steget, påpeger han. En ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet fra februar 2026 viser, at danskernes sukkerforbrug er vokset fra 2021-2024. Særligt blandt børn og unge på 11-17 år er de søde sager steget med 50 %.
Ved en høring for nylig i EU-regi fremhævede CED derfor natriumfluorid som afgørende i den moderne forebyggende tandpleje og opfordrede til, at man opvejer risikoen mod de mange fordele.Samtidig understregede de europæiske tandlæger, at det er vigtigt, at man tager de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at minimere indtaget af fluoridholdige tandprodukter. De mener, at den nuværende mærkning af indholdet i tandpasta er sikker nok. Og at den faktisk er ret striks.
Vent og se
Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin på Syddansk Universitet og står bag flere studier på området, tager den igangværende proces i EU roligt. Han mener ikke, der er grund til at tage sorgerne på forskud.
- Det lyder som en storm i et glas vand. Vi ved ikke endnu, hvad en klassificering kommer til at betyde. Den vil ikke nødvendigvis sige noget som helst om tandpasta, siger Philippe Grandjean.
Ifølge professoren i miljømedicin kan den nye klassificering muligvis få den konsekvens, at natriumfluorid fx ikke må tilsættes i vand og levnedsmidler. Det er fornuftigt nok, mener han. Men han tror, det er meget usandsynligt, at det kommer til at vedrøre tandpasta.
Philippe Grandjean er langt mere optaget af, hvordan man sikrer, at gravide og fostre undgår stoffet, da det har stor betydning, bl.a. for fostrets udvikling af hjernen. Og han er stødt på høje koncentrationer af fluorid i urinprøver hos gravide, som sluger tandpastaen.
- Der bør stå med store bogstaver på tandpasta, at stoffet ikke må sluges, siger han.
Tandlæger skal rådgive
Især når det gælder børn, er det netop vigtigt, at anbefalingerne på området følges, forklarer Line Staun Larsen, der er lektor ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed ved Aarhus Universitet.
Det handler både om en passende dosering af tandpasta, at tandpastaen holdes uden for mindre børns rækkevidde og om forældreovervågning ved tandbørstning helt frem til 10-12-årsalderen.
Hun fremhæver, at selv om vi i Danmark generelt har et lavt niveau af fluorid i drikkevandet, er der også fluorid i vores omgivelser, bl.a. i te og fisk, hvor det ophobes. Derfor er det vigtigt at opretholde sikkerheden omkring stoffet og altid følge med i ny viden på området.
Det lyder som en storm i et glas vand
Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på Syddansk Universitet
- Vi skal huske, at der er forskel på systemisk og lokal eksponering. Det sidste ønsker vi med tandpasta. Men det er altså ikke farligt at komme til at sluge lidt rester af tandpasta og skum. Dog er der også fluorid i vores omgivelser, og det hele summerer op, forklarer Line Staun Larsen.
Hun vil ikke afvise, at der er en risiko for, at en ny revidering af stoffet kan påvirke patienters tilgang til fluoridtandpasta. Når hun oplever, at patienter i dag fravælger fluoridtandpasta, er det både voksne, der gør det på egne vegne, og forældre, der er bekymrede for, hvad deres børn får puttet i munden. Hun kender ikke til tal på området, men vurderer, at det er et fåtal.
- Som tandlæger skal vi være gode til at oplyse vores patienter om den korrekte brug af tandpasta og den samlede cost-benefit ved at børste tænder med fluoridtandpasta, mener Line Staun Larsen og fortsætter:
- Den mekaniske effekt af både tandbørstning og fluorid er en virkelig god cocktail. Vi skal passe på ikke at smide noget så fantastisk og veldokumenteret ud, fortæller hun.
Sådan kan du rådgive dine patienter
- Korrekt odontologisk brug af fluorid i meget små mængder er ufarligt.
- Indtaget af fluorid fra dentalprodukter udgør kun en lille del af det samlede daglige fluoridindtag, der i væsentlig grad udgøres af fluorid fra naturlige kilder, fx drikkevand, te og visse fødevarer.
- Nogle patienter kan forveksle fluorid i dental produkter og fluorerede stoffer. Fluorid er et helt andet kemisk stof end gruppen af fluorerede stoffer og besidder ikke de negative egenskaber, der kendetegner de fluorerede stoffer.
- Fluorerede stoffer fremstilles kunstigt, har lang nedbrydningstid og ophober sig. Findes bl.a. i fødevareemballage, imprægneringsprodukter og rengøringsmidler.