Beslutningen har afsløret nogle blinde vinkler

Inge Aarslev spørger: 

Hvordan ser du de udfordringer, den kommunale tandpleje står overfor efter indførelsen af det udvidede vederlagsfrie tandplejetilbud?

Det korte svar er økonomien: Pengene rækker ikke til opgaven. Intentionen bag det udvidede vederlagsfri tandplejetilbud var god, men beslutningen blev truffet med nogle blinde vinkler.

En af de største udfordringer er den markante stigning i fjernelser af visdomstænder hos de 18–21-årige. Anbefalingerne ændrede sig samtidig med indførelsen af den vederlagsfri tandpleje for aldersgruppen, så flere nu anbefales at få fjernet visdomstænderne, inden de fylder 25 år. Det har skabt et økonomisk – og etisk – dilemma. 

Fritvalgsordningen er en anden væsentlig faktor. Den er både administrativt og økonomisk tung. Patienterne har politisk fået et frit valg, men når de vælger privat behandling, ender udgiften alligevel hos den kommunale tandpleje. Selvom vi ikke udfører arbejdet, bruger vi stadig mange ressourcer på at vurdere og godkende behandlingerne, og det koster mange mandetimer.

Økonomien er presset. Når der kommer flere patienter ind, bliver prioritering uundgåelig, fordi udgifterne ikke matcher de midler, vi får. Forebyggelsen risikerer at blive nedprioriteret til fordel for behandling. Samtidig er målgruppen mere behandlingskrævende.

Rekruttering forstærker presset. Der mangler allerede tandlæger og tandplejere, og nye medarbejdere kan ikke uden videre løfte opgaven fra første dag. Det kræver tid og erfarne kolleger at oplære nyuddannede.

Udfordringerne fordeler sig også skævt geografisk. Mange 18–21-årige flytter til de større byer for at studere, hvilket betyder, at en stor del af udgifterne ender dér.

Hos os i Svendborg har vi tydeligt kunnet mærke tilgangen af patienter. Heldigvis har vi kunnet følge med og er i gang med at bygge ud, så vi kan rumme de ekstra patienter. Men sådan er det ikke alle steder. Der har været en pulje til udbygning og modernisering, men den har været så begrænset, at ikke alle kommuner har kunnet få del i den.

Hvad kan man gøre for at få det på rette spor?
Vi leverer fortsat et godt tilbud, men omlægningen kalder på en grundlæggende diskussion af hvilke opgaver, vi skal løfte og hvordan. Når ressourcerne er begrænsede, må man se på, hvor snittet skal lægges. Et oplagt område er håndteringen af visdomstænder. Kriterierne for behandling er allerede restriktive, men man kan diskutere, om de bør skærpes yderligere – fx i forhold til, hvad der kan fjernes før og efter det 22. år.

Samtidig ser vi en stigning i ortodontiske behandlinger blandt de 18–21-årige. Det skaber nye dilemmaer, fordi behandlingerne på dette tidspunkt i væksten ofte er omfattende og kan strække sig ud over det 22. år.

Der er altså et behov for en bredere samtale om, hvad den kommunale tandpleje fremover skal kunne og prioritere. Med flere patienter og en mere behandlingskrævende målgruppe er der brug for klare rammer, hvis vi fortsat skal sikre høj faglig kvalitet uden at lade forebyggelsen blive taberen. 

Er der ikke også gode ting ved omlægningen?
Jo, bestemt – ikke mindst for patienterne. Det giver god mening, at unge bliver ført godt ind i voksenlivet og får gode vaner med sig. For os i den kommunale tandpleje giver det også større variation i behandlingerne og en større faglig bredde. Samtidig betyder det en større volumen i behandlingerne, som giver gode muligheder for at udvikle kompetencer og fastholde en høj faglig standard.

Jeg tror grundlæggende på, at den kommunale tandpleje kan noget helt særligt. De 18–21-årige hører naturligt til hos os. Men den nye målgruppe har også synliggjort et pres, som kræver en åben samtale om opgaver, prioritering af, hvad der skal laves og ikke laves, rammer og ansvar – hvis vi fortsat skal levere. Det kræver også, at økonomien følger med opgaverne.

Hvem vil du gerne give stafetten videre til og hvorfor?
Den kommunale tandpleje har udviklet sig markant fra den gamle skoletandpleje til i dag at være store enheder med høj specialisering og komplekse opgaver. Derfor vil jeg gerne give stafetten videre til Nuno Vibe Hermann, lektor ved Odontologisk Institut på Københavns Universitet og formand for Pædodontisk Selskab, og spørge til hendes syn på denne udvikling.

Marie-Louise Berntsen spørger: 

Hvordan vurderer du udviklingen og de fremtidige perspektiver for den kommunale tandpleje - ud over udvidelsen til de 18 - 21-årige?