En dag for dem, der ellers bliver væk
Kort før jul byttede klinikejer Jens Mølgaard Falkner hverdagens klinikdrift ud med en dag som frivillig tandlæge for patienter, der ellers sjældent sidder i tandlægestolen.
06.00 / Den mindste af vores fire børn kalder fra værelset. Hans første bemærkning for dagen er det endelige bevis på, at julen er børnenes fest: Han vil gerne have sin gave. Hele december er startet med at vende julestrømpen på hovedet, og nu venter snart glæden ved at forklare, at strømpen skal pakkes væk igen.
Normalt starter dagen med fuld fart og mange stemmer, men i dag er der næsten stille. De tre store børn er på en lille juleferie hos deres grandfætter og grandkusine. Stilheden giver plads til, at sommerfuglene i maven for alvor kan melde sig inden dagens arbejde, som er helt specielt netop i dag.
07.45 / Der summer allerede af liv i personaleafdelingen på klinikken. Jeg mødes af både velkendte kollegaer og mange nye ansigter. Fælles for os alle er spændingen og forventningen til dagen. Vi er 26 frivillige fra tre klinikker i Holstebro, der er samlet for at behandle patienter, som af økonomiske årsager har fravalgt almindelig tandpleje. Vi kender ikke alle hinanden, men udgangspunktet for en god dag er klar, da alle har hjertet på rette sted og er klar til at hjælpe hinanden og patienterne.
08.30 / Dagens første patient er en tydeligt nervøs kvinde på 32 år. Hun har svært ved at finde ro i stolen, og hendes ADHD – kombineret med mine egne sommerfugle – får pludselig 10 års erfaring som tandlæge til at føles utilstrækkelig. Vi fjerner to visdomstænder og behandler to profunde huller. Screeningen afslører mindst ti mellemstore og dybe cariesangreb. Behandlingsbehovet er massivt, og hvis tiden var til det, kunne vi have brugt hele dagen her. Programmet er dog kun lige begyndt, og vi må videre.
12.00 / Dagens sidste patient inden frokost er en kvinde på 43 år. Hele familien er mødt op. Mens børnene spiller brætspil i venteværelset, ligger mor og far i hver sin stol. Kvinden har i lang tid haft en knækket molar med skarpe kanter, der ville kunne motivere selv patienter med tandlægeskræk til at møde op. Tanden kan ikke reddes og må fjernes, og vi laver samtidig en plastfyldning i en anden tand. Undervejs triller en stille
tåre – ikke af smerte, men af taknemmelighed.
12.30 / Formiddagen har været intensiv. Når både behandler og patient er indforstået med, at tiden er begrænset, glider behandlingerne hurtigt. Der bliver ikke klaget over stolen, vand i svælget eller tempo. Vi spiser pizza til frokost, og frokostrummet summer igen af liv. Historier deles, og et gennemgående tema er både patienternes taknemmelighed og overraskelsen over, hvor stort behandlingsbehovet har været. Inden
eftermiddagen går i gang, tager vi et fælles foto.
15.00 / Dagens sidste patient afsluttes – omkring 50 er det blevet til i løbet af dagen. De fleste frivillige er allerede taget hjem, og en mindre gruppe bliver tilbage til debriefing. Stemningen er positiv, og flere taler om, at dagen burde gentages. Mange af patienterne befinder sig et sted, hvor de reelt kunne få økonomisk støtte til tandbehandling, men mangler overskud til at navigere i systemet. De har brug for mere støtte, end de
får. Derfor har vi også brugt en del tid på at tale med dem om, hvilke muligheder de har for at få hjælp til tandbehandling.
16.15 / Afgang fra klinikken og hjem til de vante rammer. Alle børn er hjemme igen, og de tre store spørger nysgerrigt ind til dagen. Jeg forsøger at forklare, så en otteårig kan forstå det – og opdager, at det også hjælper mig selv til at fordøje dagens mange indtryk. Vi nåede i mål med vores ønske: At hjælpe, gøre en forskel og skabe julesmil. Drejebogen for Julesmil 2026 er klar.