Tandudtrækning og behandling med blodfortyndende medicin

PATIENTTILFÆLDE
En patient får en planlagt tandudtrækning torsdag eftermiddag. Om aftenen bemærker patienten, at såret bløder. Der er givet en skriftlig vejledning om en kold og flydende kost, hvilket patienten følger, men blødningen fortsætter alligevel. Der er ingen vejledning om blodfortyndende medicin.

Fredag kontakter patienten tandlægen for at høre, om den blodfortyndende behandling (Rivaroxaban) skal sættes på pause. Tandlægen oplyser, at medicinen ikke skal pauseres, og at patienten skal fortsætte med en kold og flydende kost.

Lørdag bløder det fortsat, og der bliver taget kontakt til vagtlægen, som vurderer, at patienten skal tilses. På skadestuen gives der tranexamsyre intravenøst, og blødningen stoppes. I epikrisen, som patientens egen læge modtager, står der, at Rivaroxaban skal pauseres.

LÆRING
Man vil som hovedregel ikke seponere blodfortyndende medicin, medmindre der planlægges større kirurgiske indgreb. Hvis det er tilfældet, er det patientens egen læge/sygehusafdeling, der skal afveje risikoen for blodpropper mod risikoen for efterblødning eller vanskeligheden ved at stoppe en blødning.

Udtrækning af enkelttænder vil sjældent berettige til seponering af blodfortyndende medicin. Det vil i de fleste 
tilfælde kunne håndteres på klinikken med bedøvelsesmidlet og gazetamponering/suturering, evt. med brug af tranexamsyre.

Det er vigtigt, at tandlægen forud for behandlingen foretager en grundig medicinsk anamnese og orienterer sig i FMK. Hvis anamnesen er foretaget inden operationsdagen, skal det gentages på selve operationsdagen.
Hvis patienten er i AK-behandling, bør tandlægen sikre, at patienten er velbehandlet, og at der foreligger en aktuel INR-værdi inden tandudtrækning.

Hvis man som tandlæge har spørgsmål eller bekymringer om patienters medicin eller behov for pausering, bør man kontakte den behandlingsansvarlige ordinerende læge/afdeling eller patientens egen læge, som er tilgængelig telefonisk alle hverdage.

Patienter kan føle, at de bløder, hvis de kan smage lidt blod (siveblødning). Det kan forstærkes, hvis man ”suger” i såret, hvilket kan holde blødningen i gang. Det bør altid drøftes med patienten inden tandudtrækningen, så patienten er opmærksom på at give såret ro.