Tænderne åbner et vindue til fortiden

I en kælder under universitetet i København ligger 31.000 arkæologiske skeletter opbevaret, som daterer helt tilbage til den ældre stenalder og frem til midten af 1800-tallet. Tilsammen skildrer de mere end 10.000 års Danmarkshistorie og tændernes udvikling gennem tiden. Tandlægebladet har talt med den daglige leder af samlingen, Marie Louise Schjellerup Jørkov.

Hvad gemmer samlingen på?
Det er en ret unik samling. Især fordi vi har alle tidsperioder repræsenteret. Størstedelen af samlingen indeholder arkæologisk skeletmateriale fra udgravninger i Danmark, men også fra Færøerne, Egypten og Grønland. Den sidste del ejer Grønlands Nationalmuseum, og vi opbevarer det, indtil museet selv har forholdene til det. Den antropologiske arkæologiske samling, som den kaldes, findes på Antropologisk Laboratorium, der hører under Globe Instituttet ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Universitetet ejer ikke samlingen – det gør Nationalmuseet og flere lokale museer. Samlingen blev netop til, fordi der opstod et samarbejde mellem universitetet og museerne. Når de udgraver en kirkegård eller gravplads, kan de deponere det hos os, så vi kan undersøge det og opbevare det under ordentlige forhold.

Hvad er det mest opsigtsvækkende perspektiv ved samlingen?
Det er virkelig fascinerende, at et enkelt skelet kan fortælle om et helt individs livshistorie, helbred og sygdom. Samlingen repræsenterer omkring 10.000 levede liv og er en del af vores kulturarv. Helt tilbage fra jægersamlersamfundet til industrialiseringen. Og den viser, at der er sket meget med mennesket. Vi kan undersøge skeletterne i populationer over tid, og med nye teknologier som DNA, protein- og isotopanalyse har vi mulighed for at dække både slægtskaber, sygdomme og migrationer mere indgående. Det åbner for et endnu dybere vindue til fortiden.

Hvad er især interessant for tandlæger?
Vi kan følge sygdomme i munden og tændernes brug gennem tiden. Vi kan se morfologiske variationer og koble tandsygdomme til genetik og finde ud af, hvordan sygdommen startede. Når tandlæger kigger på arkæologiske skeletter, er udfordringen tit, at tænderne er faldet ud, så man står med et skelet med tomme kæber. Men selv her kan tandlæger fx kigge på alveolerne. Og nogle sygdomme påvirker jo kæberne, fx cancer eller traumer. Det har vi undersøgt gennem tiden og koblet op på gravpladser eller tidsperioder. Man har fx kigget på slid på tænder, og hvordan den ændrede kost fra jægersamler- til bondestenalderen har påvirket, hvordan de brugte kæben, og hvordan man fik flere huller i tænderne i takt med den bløde kost. Man har også fundet ud af, at kæben er blevet mindre med tiden.

Hvad er den mest interessante observation, hvis vi zoomer ind på tandsæt?
Tænder alene kan fortælle mange historier. Det er fx virkelig interessant at studere atypiske tand- og kæbestillinger helt tilbage fra jernalderen. Jeg har set kranier, hvor biddet er så markant skævt, at man ikke kan forstå, hvordan personen overhovedet har kunnet tygge noget mad. Hvor der nærmest ingen tandslid er, fordi de ikke har kunnet bide sammen. Og så er de alligevel overlevet til voksenalderen. Det fortæller os jo noget om, at man allerede dengang tog sig af hinanden. Det er også spændende at se forstyrrelser i emaljen på et spædbarn, fordi det kan afsløre noget om moderens helbred, der ikke har været godt. Sygdommene – særligt infektionssygdomme – blomstrede især, da folk boede tættere sammen i middelalderen.

Hvad kan man bruge samlingen til i forskningsmæssig sammenhæng? 
Det afhænger naturligvis af forskningsspørgsmålet. Og af bevaringsforholdene, der sætter begrænsninger. Nogle gange er der ikke meget af tandsættet tilbage fra en grav – måske kun tandemaljen. Men selv den kan fortælle vilde historier om fortiden. Alene emaljen kan afgøre alderen på en person. Og med proteinanalyse kan man bestemme kønnet på personen – bare ud fra emaljen. En enkelt tand kan også give mange informationer. Vi kan forske i sygdomsudvikling, variationer, hvad de har spist, hvordan de genetisk var relateret til hinanden, og hvordan de er blevet behandlet. Alt det skal sættes sammen med en arkæologisk kontekst. Samlingen er især unik på verdensplan, fordi størstedelen af samlingen netop kan tilknyttes en arkæologisk kontekst.

Hvad kan forskere i tandsundhed bruge den viden til i dag?
Den viden, vi henter fra samlingen, kan være med til at nuancere vores forståelse af sygdomsudvikling, livsbetingelser og risikofaktorer. Den kan lære os, hvordan sygdomme og mundhygiejne hænger sammen og påvirker resten af kroppens sundhed. Det gjorde den også dengang. Jeg kan ikke dokumentere det, men har en antagelse om, at mange dengang døde af infektioner, der startede i munden. Tænderne faldt simpelthen ud, fordi de var pilrådne. Eller fordi, der var voldsomme carieslæsioner og tandslid, som betød, at kun roden var tilbage.

Hvad kan vi lære af samlingen i dag?
Vi kan lære en hel masse nyt om vores fortid. Det er en vigtig del af vores kulturarv. Vi skal samtidig være opmærksomme på, at samlingen repræsenterer et menneske, der har levet, og vi skal derfor arbejde med skeletterne med respekt og omtanke. Det er ikke en uudtømmelig ressource. 

Hvordan ville man kunne se forskel på tænderne, hvis man forestillede sig, at man lavede sådan en samling i dag?
I dag har vi meget mindre slid på tænderne, fordi vores kost er markant anderledes, og vi kan tydeligt se forskel på det arkæologiske og nutidige materiale. Tandbehandling er ikke noget, vi ser så meget til før i nyere tid. Før i tiden faldt tænderne ud af sig selv, hvis de var rådne eller blev trukket ud som behandling. I 1800-tallet fik man de første silikatfyldninger og tandproteser i mange typer af materiale – og tænderne lignede ikke rigtige tænder. Det er jo udviklet meget siden, så det ville også se noget anderledes ud i dag.