Det er et politisk ansvar, at alle får råd til tandlægen

Så blev det 2026. Når jeg som formand ser tilbage på året, der gik, er det heldigvis de gode og positive oplevelser, som fylder mest. Først og fremmest møder med engagerede medlemmer på tværs af sektorer. Gode drøftelser med mine kolleger i hovedbestyrelsen og TF-regionerne. Store tandlægefaglige events som Årskursus i København og Symposium i Aalborg. 

Hver gang er jeg gået derfra høj på det engagement, den begejstring, den viden og det begær efter at blive dygtigere, som jeg oplever omkring vores fag og virke. En oprigtig interesse i at kunne møde patienterne med det bedste, vi kan og har som tandlæger. 

Folkemødet på Bornholm, som tiltrak et stærkt felt af politikere og mange tilhørere, er også et højdepunkt for mig. Mest af alt fordi vores mange gode debatter i Tandteltet var med til at sætte tænderne og munden 
på den sundhedspolitiske dagsorden.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det sidste kan være lidt op ad bakke. Jeg har haft mange gode møder og dialoger med sundhedspolitikere i løbet af de seneste 12 måneder. Der bliver lyttet, og flere steder er der også velvilje og forståelse for vores input og betragtninger. Men samtidig må jeg også bare konstatere, at indsigten i vores fag og branche desværre ikke altid rækker så langt. 

Det viser planerne om den nye tandlægeuddannelse i Odense, der blev aftalt over natten og uden inddragelse af dem, der ved noget om, hvad det kræver at uddanne fagligt kompetente tandlæger. Og som i øvrigt heller ikke giver en eneste ekstra tandlæge i fremtiden.

Det er også udtryk for manglende indsigt, når en tværministeriel arbejdsgruppe går ud med en rapport, der hævder, at mere konkurrence mellem tandlæger vil gøre det billigere for danskerne at gå til tandlægen. Det er forkert. Ansvaret for patienternes høje egenbetaling ligger ene og alene hos politikerne. 

Sundhedsøkonom Jes Søgaard undrer sig højlydt over, at der ikke er investeret så meget som én ekstra 
offentlig krone i voksne danskeres tandsundhed de sidste 15 år, mens der er ofret store summer på både almen lægepraksis, sygehuse og andre dele af sundhedsvæsenet.

Det er en relevant undren, når det nu efterhånden er almen viden, at sundhed i tænder og mund faktisk gør en forskel for danskernes almene sundhed, trivsel og sociale liv. Det er en reel udfordring, at mange 
danskere med tandsygdomme og lave indkomster ikke har råd til at blive behandlet. Det er bare ikke tandlægernes skyld. For det er og bliver et politisk ansvar at sikre, at alle får råd til at betale tandlægeregningen.