Start med at skrotte tandkontoen

Tandsundhed er blevet en højprioritetssag for den nye regering. Det kan ingen efterhånden være i tvivl om. Det er helt grundlæggende en stor sejr for alle os, der i årtier har kæmpet for, at tandsundhed bliver taget lige så alvorligt i vores sundhedssystem som sygdom alle andre steder i kroppen.

Faktum er, at tandsundhed i alt for lang tid har været et forsømt og underfinansieret område.Præcis hvordan, regeringen vil indfri løftet om vederlagsfri tandpleje til alle voksne danskere, er uafklaret. Både når det gælder modellen, kapaciteten og sidst, men ikke mindst, økonomien. 

Foreløbig ved vi kun, at der er afsat mindst 4 mia. kr. frem mod 2030, og at tilbuddet allerede fra 2027 skal omfatte alle førtidspensionister, patienter i omsorgstandplejen og specialtandplejen samt særordninger. I alt mellem 250.000 og 300.000 borgere. Regeringen vil desuden nedsætte en ekspertkommission, der skal komme med anbefalinger til en model for, hvordan tilbuddet kan udbredes til alle senest i 2035 – ”under hensyn til kapaciteten i tandplejen samt de økonomiske konsekvenser for staten,” som det hedder. 

Den sidste tilføjelse om økonomi og kapacitet er afgørende. Jeg har tidligere advaret om, at ”gratis” tandlæge jo ikke er meget værd, hvis det bliver efter laveste fællesnævner, hvor økonomi og kassetænkning afgør, hvilken behandling patienterne får tilbudt – og dermed tilsidesætter den tandlægefaglige vurdering. 

Om ”gratis” tandpleje til alle nu også er en god idé afhænger helt af, hvordan det indrettes: At pengene er der, at vi ikke går på kompromis med kvaliteten, at kapaciteten er til stede og sidst, men ikke mindst, at vilkårene for tandlæger og klinikker er attraktive. Ellers er det dømt til at slå fejl. Det er de ting, vi tager med til bordet – både til ekspertkommissionen og til politikerne. 

Allerede nu bør regeringen dog skrotte planerne om den tandkonto, som den tidligere regering står bag. Aftalen er blevet kritiseret sønder og sammen af både tandlæger, forskere, patientorganisationer og Ældre Sagen. Set i lyset af de nye ambitioner giver tandkontoen slet ikke mening. Den vil ramme flere hundrede tusinder kronikere med afledte tandsygdomme – netop de borgere, som regeringen vil hjælpe – og den vil skabe endnu større ulighed. Præcis den ulighed, regeringen ønsker at gøre op med.  

Jeg håber derfor, at regeringen vil viske tavlen ren og begynde på en frisk, så vi ender med en model, der hviler på tandlægefaglige skøn, sundhedsfaglige kriterier, tilgodeser patienter med størst behov, retter op på uligheden og giver mest mulig tandsundhed for pengene.

Anbefalingen er hermed givet videre.