Iatrogen skade ved brug af pudseskive
En patient får læderet læben under en pudsning. Lær af den utilsigtede hændelse her.
Patienttilfælde
En patient får holdt underlæben væk med en finger i forbindelse med pudsning af en fyldning. Da Sof-Lex skiven startes på motoren, glider underlæben ind under tandlægens finger, og skiven læderer læben. Der er tale om en ekstra grov OptiDisc pudseskive på 12,6 mm, og læben må syes med fire enkeltsuturer. Patienten informeres om, at der er en risiko for hævelse og dunkende/svigende fornemmelse de næste 24 timer og får en ny tid otte dage efter til kontrol af læben og til at få fjernet suturerne. Som konsekvens af hændelsen kan der komme et ar på læben.
Læring
For at forebygge iatrogene skader på nabotænder, gingiva eller mundslimhinde bør man overveje, hvilken størrelse pudseskive man bruger. Mindre skiver giver bedre adgang og kontrol i trange områder og kan derfor reducere risikoen for utilsigtet kontakt med blødt væv. Til gengæld roterer kanten, uanset skivens størrelse, med høj hastighed og kan forårsage en skade, hvis den rammer læben eller slimhinden. Rotationsretning, omdrejningshastighed, effektiv retraktion af blødt væv, stabil fingerstøtte og instrumentkontrol er de vigtigste faktorer for at forebygge skader. Det er vigtigt at:
- Sikre beskyttelse af nabotænder, gingiva, mundslimhinde og læber under brug af roterende poleringsskiver.
- Etablere stabil fingerstøtte før aktivering af instrumentet.
- Anvende anbefalet hastighed og minimalt arbejdstryk.
- Vende rotationsretningen, så skiven roterer væk fra læbe og slimhinde, hvor det er muligt.
- Afbryde rotation, før instrumentet flyttes ud af arbejdsområdet.
- Være særligt opmærksom ved behandling af tænder tæt på underlæben, hvor pladsforholdene er
begrænsede.
Lær af fejlen
Siden 2010 har det været lovpligtigt for tandlæger at rapportere utilsigtede hændelser (UTH) til Styrelsen for Patientsikkerhed. I alle fem regioner er der ansat risikomanagere, der arbejder med at øge patientsikkerheden på tandlægeområdet bl.a. ved at drage læring af utilsigtede hændelser og videreformidle denne læring til gavn for andre tand læger.
I samarbejde med regionernes risikomanagere deler vi på denne plads patienttilfælde, som er omskrevet, men baseret på lignende indrapporteringer. Du kan rapportere en UTH på dpsd.dk