Forældres forventninger kan øge børns smerter ved tandregulering
Børnenes forældre besvarede inden behandlingen et spørgeskema om deres tidligere erfaringer med tandregulering, deres opfattelse af tandbehandling og deres forventninger til smerter.
Forældrenes egne oplevelser og forventninger til tandregulering kan påvirke, hvordan deres børn oplever behandlingen. Det viser et nyt dansk, prospektivt kohorte studie fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed (IOOS) på Aarhus Universitet. I studiet deltog børn og unge i alderen 12-18 år, som i perioden september 2022 til oktober 2023 skulle opstarte tandregulering med fuldt fast apparatur på IOOS (n=70).
Børnenes forældre besvarede inden behandlingen et spørgeskema om deres tidligere erfaringer med tandregulering, deres opfattelse af tandbehandling og deres forventninger til smerter. Inden behandlingen udfyldte børnene spørgeskemaer om tendensen til at forvente eller fokusere på smerte og angst. Tre til fem dage efter behandlingen besvarede børnene opfølgende spørgeskemaer om smerter, funktionsproblemer, brug af smertestillende medicin og deres oplevelse af oral livskvalitet.
Data blev analyseret med ikke-parametriske statistiske metoder og regressionsanalyser for at undersøge sammenhængen mellem forældrenes forventninger og de unges egne oplevelser.
Analysen kunne dokumentere, at børn af forældre, der forventede smerter eller selv havde negative erfaringer med tandregulering, rapporterede mere angst, større smerteoplevelser og oftere brug af smertestillende medicin. Resultaterne tyder på en såkaldt "nocebo by proxy"-effekt, hvor forældrenes holdninger kan forværre barnets oplevelse af behandlingen. Forskerne peger derfor på, at tandlæger bør være opmærksomme på, hvordan de kommunikerer med både børn og forældre før behandlingsstart.
Kilde
Schmidt M, Vase L, Kristensen KD, Stoustrup P. Parental expectations and nocebo by proxy effects in adolescent orthodontic treatment outcomes. Sci Rep. 2026;16:17702.