Jeg får kendskab til de nyeste metoder inden for tandlægebehandling
Som censor på tandlægeuddannelserne stiller Niels Østergaard sin erfaring fra 28 år i tandlægefaget til rådighed. Til gengæld tager han ny viden med hjem og føler sig privilegeret over at være med til at sende et kuld af nye tandlæger ud i arbejdslivet.

I snart 10 år har tandlæge Niels Østergaard to gange om året taget en dag ud af sin kalender som klinikejer og været censor ved tandlægeuddannelsens afsluttende eksamen, hvor de studerendes færdigheder i faget Odontologisk Klinik bliver testet.
Hvordan blev du censor?
– Jeg så et opslag i Tandlægebladet om, at uddannelserne manglede censorer, og så søgte jeg det, fordi jeg tænkte, at det kunne være spændende. Jeg er en helt almindelig privatpraktiserende tandlæge og havde ingen forudsætninger for at være censor, da jeg meldte mig – ud over at jeg på et tidspunkt har været underviser på tandlægeskolen.
Hvad får du ud af at være censor?
– Det føles for mig først og fremmest som et privilegium at være censor ved den eksamen, hvor de tandlægestuderende afslutter studiet og bliver tandlæger. Det er en stor dag, hvor alt, hvad de har lært, skal gå op i en højere enhed. Rent fagligt giver arbejdet som censor mig en mulighed for at få kendskab til de nyeste trends inden for tandlægebehandling. Jeg møder også både Danmarks fremmeste fagpersoner inden for deres felt og en masse dygtige unge mennesker.
Hvordan bruger du din faglighed i censorjobbet?
– Hele min hverdag i klinikken handler om patientbehandling. Det er præcis det, jeg tager med mig til eksamensbordet, hvor jeg – især på baggrund af mine 28 år i tandlægefaget – skal være med til at bedømme, om de studerende kan kombinere det teoretiske med det praktiske og vise, at de kan stille den rette diagnose og få lagt en plan for behandlingen.
Hvad er ulemperne?
– I de dage, hvor jeg er censor, kan jeg jo ikke passe min egen klinik. Du skal have nogle forstående kolleger, som kan acceptere, at man kan være fraværende i januar og juni hvert år. Og så skal du heller ikke tage jobbet for pengenes skyld, men se det som en chance for – indirekte ganske vist – at give noget af sin erfaring videre til de nye tandlæger.
Vil du opfordre andre tandlæger til at blive censor?
– Det vil jeg bestemt. Jeg skal forhåbentlig snart i gang med min tredje periode som censor (beskikkelse af censorer sker for en fireårig periode – næste gang 2026-2030, red.), og det ser jeg frem til.