Tandslid hos børn og unge kan måles på digitale tandmodeller
Ny forskning fra Odontologisk Institut på KU viser, at digitale screeninger af tænder er en valid måde at måle, hvor meget tandslid børn og unge har.
Digitale screeninger af tænder er en valid måde at måle, hvor meget tandslid børn og unge har. Det er resultatet af ny forskning fra Odontologisk Institut på Københavns Universitet, hvor en gruppe forskere har sammenlignet en kvalitativ og en kvantitativ vurdering af sliddet.
Tandmodeller fra 24 unge mellem 11-16 år blev scannet to gange med 11-17 måneders mellemrum. To tandlæger vurderede først visuelt, hvor slidte tænderne var. Derefter blev tandsliddet kvantiteret på de scannede referencetænder (centrale incisiver, hjørnetænder og første molarer), hvor man ved hjælp af computer måler det faktiske slid i millimeter.
Alle deltagerne havde tegn på tandslid
Den statistiske analyse af resultaterne viste, at alle deltagere havde tegn på tandslid, og sliddet var værst på de centrale incisiver. Når to forskellige tandlæger vurderede slid visuelt, var de ikke altid enige. Den enkelte tandlæge kunne også vurdere sliddet forskelligt fra gang til gang. Den kvantitative metode viste, at det gennemsnitlige slid var 0,09 mm, og metoden virkede reproducerbar og følsom ved tandsubstanstab større end 0,05 mm – den kunne bruges på 92 % af referencetænderne.
Forskerne kunne konkludere, at mange børn og unge i undersøgelsen har mere tandslid end forventet for deres aldersgruppe. Ved at bruge digitale tandscanninger kan man opdage slid tidligt og måske forebygge, at det bliver værre senere i livet.
Kilde:
Ellingsgaard MT, Khesrawi F, Peutzfeldt A, Hermann NV, Sonnesen L, Benetti AR. Qualitative and quantitative assessment of tooth wear in young individuals. J Dent 2025;153:105538.