"Det var ikke usædvanligt, at et barn havde 20 huller"
Tandlæge Lena Buus har netop været på sin første dentalmission for Tandsundhed Uden Grænser i Guatemala. Opholdet har givet hende mere, end hun havde forventet, fortæller hun.

Efter syv dages intensivt arbejde i Guatemala i Mellemamerika er der især én episode, som har rodfæstet sig i tandlæge Lena Buus. En niårig dreng havde omfattende smerter, da en seksårstand skulle trækkes ud. Senere samme dag vendte den niårige tilbage. Denne gang med en keramikkop mellem hænderne som tak til både Lena Buus og hendes assistent.
Hændelsen favner de syv dages dentalmission for Lena Buus. Hun oplevede opholdet berigende – for hende selv og for de lokale.
– Inden jeg tog afsted, tænkte jeg meget over, hvilken forskel vi egentlig kunne gøre på en uge. Men mit syn har ændret sig, siger Lena Buus i dag.
Tandsundhed Uden Grænser sender jævnligt tandlæger på dentalmissioner til udviklingslande, hvor de udsendte foretager talrige akutte indgreb og behandlinger.
63-årige Lena Buus opholdt sig den første uge i marts i Rabinal i Guatemala, hvor organisationen åbnede en interimistisk tandklinik. I 35 graders varme og uden ventilation eller rindende vand udførte ni tandlæger 210 fyldninger og trak 219 tænder ud. 406 børn besøgte den lille klinik i løbet af ugen.
– Mange af børnene var tapre. De knugede vores hænder, lukkede øjnene og gennemførte det. Flere græd også. Man kunne mærke, at de var vant til at have ondt. Det var ikke usædvanligt, at et barn havde 20 huller eller huller i samtlige tænder, siger Lena Buus.
Mange af børnene var tapre. De knugede vores hænder, lukkede øjnene og gennemførte det
Lena Buus
Tager tid at opbygge
Kontrasten til Danmark var slående. Vejene var fyldt med støjende tuktukker, oksekærrer med majs, mænd med cowboyhatte og kvinder i hjemmevævede saronger i farver og mønstre, der afspejler deres landsby.
Og Lena Buus, de øvrige frivillige tandlæger, translatører og lokalt ansatte måtte selv sørge for at klargøre og indrette den midlertidige klinik. Den første dag slæbte de 100 plastikstole, 12 havestole og en masse 25 liters vanddunke til den lille tandlægeklinik.
Behandlingerne var nærmest en begivenhed i sig selv. Hele familier bevægede sig ned fra de små bjerglandsbyer for at få undersøgt børnenes tænder. Også mostre, søstre og bedstemødre ledsagede børnene og fulgte nysgerrigt tandlægernes arbejde gennem et vindue.
Rammen var, at klinikken skulle forestå akutte behandlinger. Men ofte havde børnene reelt behov for at få trukket endnu flere tænder ud. Tandlægerne og de lokale hjælpere instruerede både børn og forældre i, hvordan man børster og plejer tænderne, forklarer Lena Buus. Arbejdsdagen begyndte typisk klokken 7.30 og fortsatte indimellem efter den formelle lukketid klokken 16.00.
– Vi blev ved, til den sidste gik, husker hun.
– Vi forsøgte at bidrage til et system, der helt konkret griber de børn, der har behov. Ligesom den danske børnetandpleje tager det naturligvis lang tid at opbygge og er afhængigt af lokale kræfter. De havde gjort et rigtig stort forarbejde, siger Lena Buus.
Lena Buus
63 år
Uddannet tandlæge i 1989
Tandlæge og tidligere klinikpartner ved ”Tandlægerne Grundtvigsvej” i Viby, Aarhus
Udsendt på dentalmission i Guatemala i marts 2025
Tandpine fører til skolefravær
En undersøgelse fra 2019 af børns tandsundhed i Guatemala viser, at 95 % havde caries, og 38 % havde tandpine, ifølge Tandsundhed Uden Grænser. Udbredt fattigdom, et stort sukkerindtag og manglende viden om tandbørstevaner og tandsundhed skaber ifølge NGO’en tandpine og dermed mistrivsel, højt skolefravær og udsigt til en dårligere fremtid.
Projektet i det mellemamerikanske land er forankret i 14 projektskoler i Rabinal og Salamá nordøst for hovedstaden, hvor omkring 4.800 børn fra 1.6. klasse deltager. Tandbørstning er på skoleskemaet dagligt, og der bliver oplyst om tandsundhed blandt børn, deres familier, skolelærere og lokale sundhedsfolk og myndigheder. Projektet er startet op i januar 2023 og varer som minimum til juni 2025 og er støttet af Danida-midler.
I Danmark arbejder Lena Buus som tandlæge i Viby ved Aarhus. Efter at hun blev enke og solgte sin klinikandel, var der færre forpligtelser, og det ansporede hende til at rejse afsted. Og selv om de syv dage i Guatemala var dyrt og også hårdt slid, er Lena Buus ikke blevet skræmt. Tværtimod.
– Jeg har gerne villet afsted hele min karriere. Dårlige arbejdsstillinger, varmen og børnenes smerter og reaktioner var hårdt. Men det var også fedt at arbejde med børn og være med til at plante et frø, der er perspektiv i. Og samværet med de andre tandlæger, oversættere og ansatte var både sjovt og givende. Det var en stor oplevelse, siger Lena Buus.
Hun tilføjer i nærmest samme sætning, at hun gerne vil afsted igen.
– Måske gerne til en anden destination næste gang, siger hun.