Sådan håndterer du blødningskomplikationer ved tandbehandlinger
Denne guide giver et overblik over, hvordan du kan reducere risikoen for blødningskomplikationer ved et kirurgisk indgreb i mundhulen.

Det er vigtigt, at tandlæger tager forholdsregler, når de behandler patienter, hvor der er en øget risiko for blødningskomplikationer.
1. Mindre kirurgiske indgreb
Mindre dentoalveolære kirurgiske indgreb (se definition i faktaboks) kræver ingen regulering af den antitrombotiske behandling, så længe at:
1. NR er i terapeutisk niveau ved behandling med Vitamin K-antagonister (VKA), dvs. INR-værdierne ligger mellem 2-3 for dyb venetrombose, lungeemboli og atrieflimmer, mens niveauet for de mekaniske hjerteklapper
ligger højere med en INR-værdi mellem 2,5-3,5.
2. der kun behandles med monoterapi ved Direkte Orale Antikoagulantia (DOAK).
3. det kun er mono- eller tostofsbehandling med trombocythæmmere.
2. Større kirurgiske indgreb
Ved større indgreb end de beskrevne vil blødningsrisikoen være større, og der skal konfereres med patientens læge, når:
1. INR er større end 3,5.
2. hvis patienten er i DOAK-behandling og trombocytfunktionshæmmer. Uanset typen af antitrombotika kan per- og postoperativ blødning reduceres ved skånsom kirurgisk teknik, omhyggelig suturering, anvendelse af lokalt hæmostatikum (oxideret cellulosepolymer (Surgicel®) eller tørret gelatineskum (Spongostan®) i alveolen.
Lokal antifibrinolytisk behandling med Tranexamsyre® (TXA) i mundhulen har en dokumenteret effektiv og sikker hæmostatisk effekt ved hæmofili og ved antikoagulansbehandling i forbindelse med et ”mindre” oralt kirurgisk indgreb.
Mundskylning med eller direkte applikation af TXA 5 % vandig opløsning (blanding af 5 ml vand og 5 ml IV 100 mg/ml TXA) på blødende sår i mundhulen medfører høje terapeutiske koncentrationer i saliva (i op til 2 timer).
Der anbefales mundskylning af operationsfeltet inden operationen med TXA i to minutter og ilæggelse af TXA-vædet lokal hæmostatikum i alveolerne/operationsfeltet inden suturering samt kompres med TXA-vædet gaze. Kontrollér hæmostase, inden patienten sendes hjem.
Ved risiko for postoperativ blødning anbefales mundskylning i 2 min. med 10 ml TXA 4 x dagligt i ca. 3-5 dage.
3. Anden komorbiditet og medikamentelbehandling
Bemærk, at anden komorbiditet (fx høj alder, nedsat leverfunktion, compliance og anden samtidig medikamentel behandling (fx antibiotika, NSAID, antimykotika) kan forøge risikoen for komplikationer. Her bør risikovurderingen evt. foretages i samarbejde med patientens læge/stamafdeling.
Kirurgiske indgreb på patienter med hæmatologiske sygdomme (fx Von Willenbrandt) er en specialistopgave og skal henvises til relevant sygehus.
FAKTA: Mindre dentoalveolære kirurgiske indgreb
1. Kirurgisk parodontalbehandling af 1-6 tænder
2. Ekstraktion af 1-3 tænder
3. Kirurgisk fjernelse af retineret rod eller tand
4. Denudering af retineret tand
5. Kirurgisk endodonti af 1-2 tænder
6. Indsættelse af (1-3) implantater uden sinusløftprocedure eller anden form for knogleopbygning
7. Kirurgisk påsættelse af abutment
8. Biopsi eller fjernelse af mindre patologiske forandringer svarende til mundslimhinden.
Kilder:
Swiatecka E, Jespersen J. Håndtering af orale antitrombotika i tandlægepraksis. Tandlægebladet 2016;120:884-8. Nielsen GA. 4 Utilsigtede hændelser fra tandklinikker. Tandlægebladet
2019;123:607-9. Nielsen JD, Lætgaard CA, Schou S et al.
Mindre dentoalveolær kirurgi på patienter i antitrombotisk behandling. Ugeskr Læger 2009;171:1407-9.