"Det er en kæmpe motivation for mig at gøre en forskel"

Mette Hedegaard spørger:
Hvorfor er det meningsfuldt for dig at arbejde på det sociale felt, og hvilke perspektiver giver arbejdet dig på dit fag?

– Jeg går på arbejde for at mindske den sociale ulighed i tandsundhed, der fortsat findes i Danmark. Og for at hjælpe de mennesker, der ikke har samme adgang til sundhedspleje som de fleste andre, til at få et liv uden smerter og et tandsæt, der ikke yderligere stigmatiserer og udelukker dem fra samfundet. Det i sig selv er meningsfuldt. Men i voksentandplejen har vi også den tilgang, at vi ikke behandler tandsæt, men behandler mennesker.

For mig er det afgørende. Der kommer ikke en rodbehandling ind ad døren, men en Michelle, der har været udsat for overgreb i barndommen og har brug for forståelse og omsorg for at komme godt igennem en behandling. Det giver vi hende. Og det er det mest betydningsfulde for mig. At møde mennesker, der ofte bliver rynket på næsen ad og måske set ned på, med den respekt og værdighed, de selvfølgelig fortjener. Det er en kæmpe motivation for mig at gøre en forskel for dem på det helt menneskelige plan.

Hvad betyder det for dig at gøre den forskel?
– Jeg får nogle gange at vide, at mit arbejde er uselvisk, men jeg tænker ikke sådan om det. For jeg føler, jeg får langt mere tilbage, end jeg giver. I form af et meningsfuldt, udfordrende og spændende arbejdsliv, hvor jeg møder mange og forskellige mennesker. Jeg føler mig ekstremt privilegeret over at have et job, hvor jeg får lov til at gøre en forskel med min faglighed. 

Hvor ser du udfordringer, og bliver du nogensinde frustreret?
– Det ligger i ansættelsen, at man må give afkald på de store forkromede behandlinger, så det har jeg accepteret. Og jeg bliver ikke frustreret, når mine patienter skal have hjælp til at møde op eller har svært ved at komme i mål med den behandling, vi har sat i gang. Nogle gange – faktisk ofte – kommer vi ikke i mål med det fagligt optimale, men må nøjes med kompromiser pga. udeblivelser eller manglende kooperation. Men det er også helt fint – for det er vilkårene.

Så længe vi forbedrer, så meget vi kan, betyder det noget. Det er også derfor, de tomme stole ærgrer mig. Fordi det betyder, vi ikke er lykkedes med – sammen med pårørende, bosteder, herberger og mentorer – at få patienterne gennem døren. Og det er jo først, når de er her, vi kan gøre noget for dem. Og så frustrerer det, når patienter falder mellem to stole.

Når jeg visiterer til specialtandplejen og vurderer, at en patient ikke er dårligt nok fungerende til at komme ind i tilbuddet, selvom de helt sikkert har vanskeligt ved at blive behandlet i privatpraksis. Det kan bekymre mig, om de så overhovedet får hjælp til deres tænder.

Hvad kan dine privatpraktiserende kolleger gøre for at samle de mennesker, der ikke får tilbuddet, op?
– Det er to parametre, der er vigtige. For det første skal man møde patienterne i øjenhøjde og med lydhørhed over for de udfordringer, de kommer med. Jeg ved, at jeg har dygtige kolleger i de private praksisser, og det er vigtigt at holde sig for øje, at arbejdet med denne mål gruppe handler meget om at opbygge et tillidsfuld og tryg relation til patienten.

For det andet er det en god idé at tænke i netværket omkring patienten, der kan understøtte behandlingen. Det er fuldt forståeligt at have berøringsangst, men spørg på en venlig måde ind til, om der er brug for ekstra hjælp i forhold til at møde op, og få nogle kontakter, man kan tage fat i, så det ikke glipper. Endelig gælder det jo, at det her ikke kan lade sig gøre, hvis ikke hele teamet på klinikken er med ombord. Hverken hos os eller i privatregi.

Det nytter ikke, at jeg tager godt imod patienten, hvis ikke klinikassistenter og receptionister også er imødekommende og rummelige. Den her gruppe patienter skal mødes med samme ordentlighed som alle andre, hvis vi skal lykkes med at gøre en forskel for dem.

Hvem vil du give stafetten videre til og hvorfor?
Kristian Illemann er en af landets førende specialister inden for rodbehandlinger, men er samtidig åben omkring sin egen fejlbarlighed, bl.a. når han afholder kurser.

Christina Gundlev:
Hvorfor skal vi blive bedre til at dele ud af vores fejl og erfaringer med behandlinger og indgreb, der ikke forløber optimalt?