Nej, danskerne går ikke for tit til tandlæge - tværtimod

Det faldt Tandlægeforeningens formand for brystet, da han læste overskriften om, at langt flere danskere bør gå sjældnere til tandlæge.

TB2025 Leder
Tekst: Torben Schønwaldt

Det var nogle mærkværdige overskrifter og løse påstande, der ramte flere medier, lige før julen satte ind: Forskere og praktikere: Langt de fleste bør gå sjældnere til tandlægen, lød overskriften på Videnskab.dk, der senere gik i rundhyl på TV2 og en række andre medier. 

Det faldt rigtigt mange tandlæger for brystet. Mig selv inklusive. Når man færdes i vores virkelighed ude på 
klinikkerne, ved man, at budskabet er i direkte modstrid med sandheden. Det største problem, når det gælder 
tandsundhed herhjemme, er tværtom, at alt for mange danskere aldrig eller alt for sjældent kommer til tandlægen. Og at mange har svært ved at holde deres tænder sunde og raske.

Artiklen fra Videnskab.dk er baseret på 20 år gamle britiske studier, der konkluderer, at halvårlige tandtjek ikke har nogen effekt. Nå, men det er så heller ikke sådan, det foregår i Danmark. I hvert fald ikke hvis man har raske tænder og en rask mund. Det er faktisk ikke muligt at få en tilskudsberettiget diagnostisk undersøgelse hvert halve år. Sådan har det været i over ti år. Sådan er de kliniske retningslinjer, vi følger. 
Hvis patienterne bliver indkaldt mere end én gang om året, er der tale om opfølgende besøg og forebyggende behandling af fx begyndende caries eller parodontitis. Og dem er der til gengæld mange af. Hvert år bliver en halv million danskere diagnosticeret med eller behandlet for parodontitis og en halv million for caries.

Når man færdes i vores virkelighed ude på klinikkerne, ved man, at budskabet er i direkte modstrid med sandheden

Torben Schønwaldt, Formand for Tandlægeforeningen

At artiklen hviler på en helt fejlagtig præmis er ikke engang det værste. Det værste er, at den sender et misvisende signal til patienterne om, at de godt kan skrue ned for de regelmæssige besøg hos tandlægen. Og dermed også til politikerne om, at de fleste besøger tandlægen som en overflødig luksus. Det er ikke sandt. 
Og jeg er stadig dybt forundret over, at eksperter vil lægge navn til en artikel, der bilder danskerne ind, at de 
ikke behøver at gå til tandlægen, når vi ved, at en halv million danskere ifølge Danmarks Statistik har et uopfyldt tandplejebehov, og at hver tredje dansker ikke kommer regelmæssigt til tandlæge.

Jeg er også stadig dybt forundret over, at tandplejernes forperson påstår, at tandlæger hellere vil bore end forebygge og rådgive patienterne – samtidig med at hun insinuerer, at klinikkerne indkalder raske personer til 
unødvendige tandtjek. Dermed smider hun både tandlægerne og egne medlemmer under bussen. Det 
er jo ofte tandplejerne, der vurderer patienternes sundhedstilstand og indkaldelsesbehov.

Min erfaring er, at både vi og tandplejerne gør det godt. Vi har masser at lave. Og vi indkalder og behandler ikke patienter uden grund. Måske trænger eksperterne og tandplejernes forperson til en tur ud i virkeligheden på klinikkerne for at få lidt spyt på fingrene, opleve, hvordan vi arbejder, og se, hvordan det rent faktisk står til 
med danskernes tandsundhed.