Ny nåletype velegnet til skylning af rodkanal

En nyudviklet multiventileret polymerkanyle og en almindelig åben metalkanyle er bedst til at komme dybt ned i rodkanalen.

TB2025 10 Dansk Forskningsnyt
Billedet er gengivet med tilladelse fra Torben Anker Lenau, Danmarks Tekniske Universitet.

En nyudviklet multiventileret polymerkanyle er sammen med en almindelig åben metalkanyle bedst til at komme dybt ned i rodkanalen og ligeledes til at få skyllevæsken dybt ned.

Det viser et studie fra Odontologisk Institut på Københavns Universitet, hvor man har sammenlignet en ny type kanyle af plastik med flere huller (multiventileret polymerkanyle, hvor kanylens ene kanal udmunder i spidsen og de to andre længere oppe på kanylen) med tre andre mere almindelige kanyletyper: En åben metalkanyle, en sideventileret plastkanyle og en metalkanyle med hak.

Studiet testede også, om det gjorde en forskel at supplere skylleproceduren med manuel dynamisk aktivering (MDA), hvor skyllevæsken aktiveres med en masterpoint til sidst. I alt blev 120 mesiale rødder fra underkæbens molarer brugt.

Forskerne målte, hvor langt ned i rodkanalen kanylerne kunne komme, og hvor langt ned skyllevæsken nåede – både med og uden MDA. Den multiventilerede polymerkanyle havde en signifikant dybere kanylepenetration sammenlignet med de andre testkanyler.

Den dybeste penetration af skyllevæsken blev opnået med den multiventilerede polymerkanyle og den åbne metalkanyle. Men når MDA blev tilføjet, nåede væsken endnu dybere, uanset hvilken kanyle der blev brugt.

Forskerne konkluderer derfor, at den optimale skylleprocedure kan opnås ved brug af den multiventilerede polymerkanyle eller den åbne metalkanyle i kombination med MDA.

Kilder:

Hussain S, Bjørndal L, Markvart M. In vitro assessment of needle and irrigant penetration when using different irrigation needle tips. Biomater Investig Dent 2025;12:42896