"Jeg får et problem, når jeg stopper med at arbejde"

Lyden af sug, tandbor og små samtaler fylder klinikken. Midt i det står 72-årige tandlæge Leif Fagernæs. Han arbejder 25 timer om ugen på sin klinik i Kolding, og det gør han, selv om han for længst kunne være gået på pension. Ikke fordi han mangler penge, men fordi tandlægefaget for ham er mere end et job. Det er stadig så fascinerende, at han ikke kan slippe det.

- Jeg elsker mit arbejde. Der sker hele tiden nye ting, og det er nærmest blevet en hobby. Når jeg stopper, får jeg et problem. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan undvære det, siger Leif Fagernæs og griner.

Give erfaringer videre
De 25 arbejdstimer er tilstrækkelige for ham til at have nogenlunde det samme antal patienter og omsætning som tidligere.

- Jeg er dog holdt op med at udføre store kirurgiske knogleopbygninger. I det hele taget laver jeg ikke store og omfangsrige behandlinger mere. Dem lader jeg mine yngre kolleger tage sig af, siger Leif Fagernæs.

Det handler for ham også om at kunne give sine erfaringer videre til andre – fx den tandlæge, han har ansat på sin klinik.

- Hun er begyndt at interessere sig for kirurgi. Hun kigger på det, jeg laver, og hun er så småt begyndt at gøre sig egne erfaringer med den type af behandlinger, fortæller Leif Fagernæs.

Trætheden er prisen
Der, hvor han især mærker konsekvensen af stadig at være på arbejdsmarkedet som 72-årig, er, at han er træt, når han kommer hjem fra arbejde.

- Tidligere har jeg været aktiv i forskellige bestyrelser – bl.a. Kolding Svømmeklub og KIF-håndbold, men jeg må tilstå, at når jeg kommer hjem efter en arbejdsdag nu, så er jeg færdig. De dage om ugen, hvor jeg arbejder, skal der ikke ske noget som helst om aftenen.

- Det har en pris at blive ældre, siger Leif Fagernæs.

Han er, som han selv formulerer det, under et næsten dagligt pres fra sin kone om at gå på pension. Hun er fire år ældre og har allerede været pensionist i seks år – i øvrigt fra et job som tandlæge og medejer i den klinik, som Leif Fagernæs fortsat ejer og arbejder på, og hvor de to arbejdede sammen i 33 år.

- Hvis vi skal nå at nyde pensionistlivet sammen og komme ud på nogle rejser, skal det da til at være. Derfor går jeg også i salgstanker. Men jeg vil køre med fuld fart hen til muren, og så hopper jeg af, inden jeg rammer. Det bliver ikke noget med at arbejde færre timer, end jeg gør nu. Når jeg stopper, er det et totalt stop. Og så vil jeg bl.a. spille noget mere guitar og banjo i det jazzorkester, jeg er kommet med i. De to andre, som jeg 
spiller med, er allerede gået på pension og siger begge, at de glæder sig til, at jeg også bliver pensionist. Så 
får vi tid til at spille lidt oftere, siger Leif Fagernæs

Selv om Kolding-tandlægen føler sig frisk, tænker han selvfølgelig over, at han er oppe i årene, og at det kan betyde noget, hvornår man stopper. 

- Tænk at afslutte sin karriere med en fejl, fordi man er blevet for gammel. Jeg har ikke samvittighed eller moral til at lave en fejl her på det sidste, fordi jeg ikke kan følge med, så det gælder om at stoppe selv, før andre beder dig om det, siger han.