Første skridt er en plads ved bordet

Et godt råd lyder, at man ikke skal tage noget for givet. Man kan hurtigt blive skuffet og komme til at ligne en jubelidiot, hvis tingene falder anderledes ud, end man havde troet eller håbet. Det gælder også i politik.

Men jeg vover alligevel et øje og siger, at det er overordentligt positivt, at Danske Regioner nu tilkendegiver, at det skal være slut med særloven, som har reguleret voksentandplejen siden 2018. Regionerne vil vende tilbage til en styringsmodel, hvor de overordnede rammer aftales mellem Danske Regioner og Tandlægeforeningen.

Efter syv år med undtagelsestilstand er det et helt afgørende signal, at regionerne nu anerkender og bakker op om vores ønske om en forhandlet aftale om voksentandplejen – ligesom vi kender det fra de andre praksisområder i sundhedsvæsenet, herunder de praktiserende læger.

Det fælles signal fra os og regionerne bliver rigtig svært at sidde overhørig for politikerne på Christiansborg. Hvad er det så egentlig, vi skal forhandle om? Og bliver der tale om reelle forhandlinger?

Det er gode og relevante spørgsmål, og p.t. kender vi ikke svarene. Meget afhænger af, hvilken tilskudsmodel politikerne vil gå med. Men det er min personlige indstilling, at man skal søge indflydelse for at få den. Det fælles signal fra os og regionerne bliver rigtig svært at sidde overhørig for politikerne på Christiansborg.

Det er nemt og gratis at stå på sidelinjen og råbe ultimative krav, som nogle aktører i vores branche har for vane. Det får man ikke indflydelse af. Og det er politisk naivt og tonedøvt at tro, at politikerne er mere optagede af tandlægernes vilkår end patienternes. Selvfølgelig er de ikke det.

For os er der ingen modsætning i at varetage tandlægernes interesser og patienternes. Tingene hænger jo sammen. Vi har brug for ordentlige rammer og vilkår for at give patienterne den bedste behandling. Det er den tilgang, vi vil møde op med.

Vi skal selvfølgelig ikke indgå en aftale for enhver pris. Den skal være så tilpas attraktiv, at klinikejerne kan se sig selv i den. Ellers kan det være ligemeget.

De seneste måneders forløb med de alment praktiserende læger har vist, at det kan være bøvlet. Der er blevet taget og givet. Ligesom lægerne får vi næppe alt, hvad vi ønsker. Og vi vil helt sikkert også blive mødt af krav fra modparten, vi ikke bryder os om.

Men her og nu er fokus at komme tilbage til forhandlingsbordet. Det har vi kæmpet for i mange år, og det alene vil være en kæmpe sejr. Så må vi gøre regnebrættet op, når vi sidder der