Ny politisk aftale: En tandkonto til alle over 21 år og gratis tandpleje til modtagere af kontanthjælp
Alle Folketingets partier er blevet enige om en ny model for voksentandplejen. Det betyder bl.a., at alle over 21 år får en tandkonto med et beløb, som kan bruges til tandbehandling, og at kontakthjælpsmodtagere ikke længere skal betale for tandpleje. Tandlægeforeningen mener, at de mest syge lades i stikken med den nye aftale.
Det bliver gratis for kontanthjælpsmodtagere at gå til tandlægen, og så får danskere over 21 år en tandkonto med et fast årligt beløb til tandbehandling hos praktiserende tandlæger og -plejere. Derudover indføres der maksimalpriser på behandlinger i stedet for de faste priser, som gælder i dag. Det er tre af de centrale elementer i en ny aftale om voksentandplejen, som alle Folketinget partier er blevet enige om.
–Selvom danskernes tandsundhed er forbedret markant de seneste år, så er der stadig for mange danskere, der ikke går regelmæssigt til tandlæge. Det er ærgerligt, for det kan betyde, at små tandproblemer vokser sig store. Derfor indfører vi en ny tandkonto, så alle kan få et årligt tandeftersyn uden selv at skulle have penge op af lommen, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse.
Selvom danskernes tandsundhed er forbedret markant de seneste år, så er der stadig for mange danskere, der ikke går regelmæssigt til tandlæge.
Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister
Gode og dårlige elementer
Hos Tandlægeforeningens formand, Torben Schønwaldt, er begejstringen over den nye aftale til at overse.
– Vi har ventet syv år på en ny aftale for voksentandplejen, men jeg synes den aftale, der ligger nu, er decideret uambitiøs. Hvis ambitionen var at rette op på uligheden i tandsundhed, er regeringen og aftalepartierne ikke kommet i mål, siger Torben Schønwaldt og fortsætter:
– Jeg er selvfølgelig glad for, at det bliver gratis at gå til tandlæge for kontanthjælpsmodtagere. Det har vi presset på for længe. Men når det er sagt, så mener jeg, at aftaleparterne med tandkontoen ender med at flytte penge fra syge til raske patienter, siger Torben Schønwaldt og forklarer:
– Hele tilskudsrammen på 1,6 mia. kr. skal bruges til tandkontoen, og alle nuværende tilskud til behandlinger bortfalder. Det vil betyde, at rigtigt mange med tandsygdomme – fx de 500.000, der hvert år modtager behandling for parodontitis – kommer til at skulle betale en større andel af tandlægeregningen selv. Det kan jo ikke være meningen, siger han.
Vi har ventet syv år på en ny aftale for voksentandplejen, men jeg synes den aftale, der ligger nu, er decideret uambitiøs.
Torben Schønwaldt, formand for Tandlægeforeningen
En tandlægeydelse er ikke en vare
Torben Schønwaldt finder det også særdeles problematisk, at der skal indføres maksimalpriser på de tandlægeydelser, der i dag er faste priser på.
– En behandling hos tandlægen er ikke bare en vare, du går ned i supermarkedet og køber. Det er en sundhedsydelse. Maksimalpriser vil ikke medføre, at det bliver billigere for patienterne. Hvis du har din egen faste tandlæge, der kender dig, dine tænder, hvor god du er til at passe på dem, og hvad du har fået af behandlinger gennem tiden, vil du altid få den bedste og billigste behandling over tid, siger tandlægeformanden.
Lempelse af ejerskabsregler
Ud over gratis tandpleje til kontakthjælpsmodtagere, bedre muligheder for økonomisk trængte til at søge tilskud, en tandkonto og maksimalpriser indeholder den nye aftale om voksentandplejen også en lempelse af ejerskabsreglerne, så tandlæger får mulighed for at eje op til fire klinikker i stedet for de nuværende to. Men det skal fortsat være en tandlæge, som skal eje majoriteten af en klinik. Der skal også lanceres en digital tandlægevælger, og så får tandplejere læseadgang til Det Fælles Medicinkort.
Nu får tandlæger forhåbentlig en reel indflydelse på de rammer og vilkår, som vi arbejder under, når vi løser opgaver for det offentlige, og det er helt afgørende
Torben Schønwaldt, formand for Tandlægeforeningen
Tandlæger får reel indflydelse
Endelig lyder det i aftaleteksten, at de samlede ydelser, som tandkontoen kan bruges på, forhandles mellem regionerne og den organisation, der repræsenterer praktiserende tandlæger. Den passus glæder Torben Schønwaldt.
–Der har været et stort behov for at få genetableret en centralt forhandlet aftale om voksentandplejen. Nu får tandlæger forhåbentlig en reel indflydelse på de rammer og vilkår, som vi arbejder under, når vi løser opgaver for det offentlige, og det er helt afgørende, siger han.
Formanden for Tandlægeforeningen synes dog, at den politiske aftale med en tilskudsmodel, der bruger hele rammen på en tandkonto, giver et vanskeligt udgangspunkt.
– Men det er et politisk valg, som vi så må prøve at få det bedste ud af.
I løbet af 2026 lanceres de første dele af aftalen, men tandkontoen og maksimalpriserne ventes tidligst at træde i kraft ved udgangen af 2027.
Fakta om den nye aftale om voksentandplejen
Den nuværende ramme for voksentandplejen bevares
Den samlede ramme for voksentandplejen er den samme som i dag, dvs. 1,6 mia. kroner.
Samtidig lægges der op til, at tandlæger ikke længere skal modregnes, hvis rammen overskrides. En eventuel overskridelse af rammen skal regionerne administrere og vil formentlig blive trukket fra patienternes tandkonto det følgende år.
Der indføres en tandkonto og et tandtjek
Hele tilskudsrammen bruges på en tandkonto til alle voksne danskere over 21 år, der får et årligt beløb på mellem 450-850 kr., afhængig af alder, og som både kan bruges på regelmæssige tandeftersyn og tandbehandling.
Der indføres desuden en ny tandplejeydelse - et såkaldt ”tandtjek” - som maksimalt må koste, hvad der svarer til minimumsbeløbet på tandkontoen (450 kr.). Hvilke ydelser et tandtjek skal indeholde, skal forhandles mellem Danske Regioner og Tandlægeforeningen.
Der ændres ikke på de kliniske retningslinjer og indkaldeintervaller.
Maksimalpriser erstatter ydelser med faste priser
Med indførelsen af en tandkonto bortfalder de nuværende tilskud til alle behandlinger, og de nuværende ydelser med faste priser erstattes af ydelser med maksimalpriser. Som udgangspunkt vil det være de samme ydelser, der i dag er omfattet af faste priser, der fremadrettet vil være omfattet af tilsvarende maksimalpriser. Den endelige ydelsesstruktur vil afhænge af forhandlinger mellem Tandlægeforeningen og Danske Regioner.
Gratis tandpleje til kontanthjælpsmodtagere og økonomisk trængte
Man afsætter ca. 34 mio. kr. i 2026 og ca. 66 mio. kr. i 2027 og frem til at udvide og forenkle ordningen om tilskud til tandpleje for personer, der modtager kontanthjælp eller ydelser på kontanthjælpsniveau efter lov om aktiv socialpolitik (paragraf 82 a).
Det betyder, at man fjerner egenbetalingen og indfører gratis tandbehandling til kontanthjælpsmodtagere og modtagere af ydelser på kontanthjælpsniveau (efter lov om aktiv socialpolitik). Udgifter over 10.000 kr. skal dog fortsat forhåndsgodkendes af kommunen. Det betyder, at den eksisterende egenbetaling på 600 kr. afskaffes, og at egenbetalingen på 35 % af udgifterne for personer, der modtager en ydelse på mindst 13.060 kr., fjernes.
Derudover udvider man målgruppen, der kan få tilskud til betaling for tandpleje efter aktivlovens paragraf 82 a, så personer, der er økonomisk trængte, også får mulighed for at søge om tilskud til betaling for tandpleje – også selvom de ikke modtager kontanthjælp (eller andre ydelser efter lov om aktiv socialpolitik på kontanthjælpsniveau).
Det forventes, at lovforslaget om udvidelse og forenkling af tilskudsordningen til kontanthjælpsmodtagere (efter aktivlovens paragraf 82 a) træder i kraft den 1. juli 2026.
Ny styringsmodel for bl.a. honorarer skal forhandles
Der indføres også en ny styringsmodel – en smal aftalemodel - hvor Danske Regioners Lønnings- og Takstnævn og Tandlægeforeningen skal aftale nogle af de elementer, der ikke besluttes ved lov, fx honorarer og ydelsesbeskrivelser – herunder hvilke ydelser, der skal omfattes af et såkaldt tandtjek.
Ejerskabsregler lempes
Ejerskabsreglerne lempes, så tandlæger får mulighed for at eje op til fire klinikker i stedet for de nuværende to klinikker. Det skal fortsat være en tandlæge, der ejer majoriteten af klinikken, og der vil fortsat være krav om udpegning af en virksomhedsansvarlig tandlæge. På samme måde skal det stadig være tandlæger, der udfører behandlinger inden for tandlægers virksomhedsområde eller uddelegerer til fx tandplejere, og man skal også fortsat leve op til tandlægeerhvervets faglige og etiske standarder.
Læs hele aftalen på indenrigs- og sundhedsministeriets hjemmeside