ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Journalføring:

Nye regler skal være mere enkle

Journalføringsreglerne skal være mere enkle og nemmere at forstå. Og det er nødvendigt at sætte en stopper for overdokumentation. Det er Tandlægeforeningens ønsker for de nye regler for journalføring, som forventes klar til sommer.

Tekst: Kim Andreasen, freelancejournalist / Illustration: Julie Asmussen

Efter planen lander der en ny bekendtgørelse for journalføring for autoriseret sundhedspersonale til sommer.

Og kort før jul var Sundhedsministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed parate med et udkast, som blev sendt i høring.

De nye regler er en del af den såkaldte tillidspakke fra 2018.

Forud for udkastet ligger et langt udvalgsarbejde.

Vi har slået på at få bremset overdokumentation

susanne kleist, formand for tandlægeforeningen

Her har Tandlægeforeningen arbejdet for, at de nye regler skal gøre journalen til et arbejdsredskab, som fungerer i hverdagen, og hvor man kan finde de væsentlige informationer om behandlingen.

– Vi har slået på at få bremset overdokumentation, og at journalisering ikke bare handler om, at man skal beskytte sig mod en klagesag. Vores anke i forhold til de nuværende regler har været, at det er svært at finde ud af, om man skal skrive sig ihjel, eller om man kan nøjes med det, som man som fagperson synes er vigtigt, siger Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist.

Presser på for gevinst i hverdagen
Susanne Kleist mener dog, at det er for tidligt at konkludere noget på baggrund af udkastet til den nye bekendtgørelse.

– Det er desværre for tidligt at sige, om de nye regler kommer til at have den ønskede virkning. Men jeg kan sige, at det er meget vigtigt for Tandlægeforeningen, at tandlægerne kommer til at opleve forbedringer, og at reglerne kommer til at fungere i vores hverdag. Det vil vi presse på for.

Vi vil have eksempler
Sammen med den nye bekendtgørelse for journalføring skal der netop udarbejdes sektorspecifikke vejledninger.

Det betyder, at der også kommer en ny vejledning om tandlægers journalføring.

Det er meget vigtigt for Tandlægeforeningen, at tandlægerne kommer til at opleve forbedringer

susanne kleist, formand for tandlægeforeningen

Her mener Susanne Kleist, at det er helt essentielt, at vejledningen kommer til at indeholde nogle eksempler, som tandlægerne kan læne sig op ad, når de fører journal.

– Jeg ved godt, at det beror på den enkelte patient, og at det er en individuel vurdering, hvad der skal stå i journalen, og at man derfor ikke kan putte journalføring ind i kasser. Men det er vigtigt, at vejledningen kommer til at indeholde konkrete faglige eksempler, som kan give tandlægerne den sikkerhed i deres journalføring, som de efterspørger, forklarer tandlægeformanden.

Så enkelt og nemt som muligt
Høringsfristen er nu overstået.

Den faglige referencegruppe, som siden forrige år har bistået Styrelsen for Patientsikkerhed, fortsætter sit arbejde frem mod sommeren 2021.

Her skal den endelige bekendtgørelse og de dertil hørende vejledninger efter planen ligge klar.

– Tandlægeforeningen er med i gruppen. Her vil vi fortsætte med at presse på for at få gjort journalføringen så enkel og nem som muligt for tandlægerne, understreger Susanne Kleist.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE