ANNONCE
Annonce
Ny viden:

Mulig komorbiditet mellem fibromyalgi og TMD

Forskere finder høje prævalenser af TMD blandt patienter med fibromyalgi i ny oversigt. 

Fibromyalgi er en generaliseret smertetilstand i muskler og sener, som rammer ca. 2 % af den voksne befolkning.

Lidelsen går stærkt ud over patienternes arbejdsevne og livskvalitet, og indtil videre er der ikke mulighed for at helbrede fibromyalgi. Ovenikøbet tyder ny forskning på, at patienterne ofte lider af temporomandibulær dysfunktion (TMD).

Tunesiske forskere har offentliggjort en systematisk oversigt, som omfatter 19 tidligere publicerede undersøgelser om sammenhængen mellem fibromyalgi og TMD.

Der blev generelt fundet høje prævalenser af TMD blandt patienter med fibromyalgi, typisk op mod 80 %, og prævalenserne var højere end ved lidelser som fx migræne og trigeminusneuralgi. Typiske TMD-symptomer var palpationsømhed af mm. masseteres, mm. temporales og kæbeleddene, og mange af patienterne havde nedsat smertetærskel for tryk i trigeminusområdet.

Forfatterne konkluderer, at der ser ud til at være en tæt sammenhæng mellem fibromyalgi og TMD, og at systematisk undersøgelse af tyggemuskler og kæbeled bør indgå i udredningen af patienter med fibromyalgi, så disse hårdt ramte patienter i det mindste kan få reduceret nogle af deres mange smerter.

 

Ayouni I, Chebbi R, Zeglaoui H et al. Comorbidity between fibromyalgia and temporomandibular disorders. A systematic review. Oral Surg Oral Med Oral Pathol Oral Radiol 2019; doi:https://doi.org/10.1016/j.oooo.2019.02.023. [Epub ahead of print]

Kommentarer
ANNONCE