ANNONCE
Annonce
Detaljen:

Lille gen giver skovlformede tænder

Foto: Christy G. Turner II

Retsodontologer har længe bestemt et menneskes oprindelse ud fra tændernes former og størrelse.

Men i 2009 gik det op for en gruppe japanske forskere, at et særligt gen har enorm betydning for tænders udvikling – og at genets reaktor varierer, alt afhængigt af hvilken verdens population man tilhører.

Genreaktoren hedder EDAR, og opdagelsen var revolutionerende for tandmorfologer verden over.

Genet begynder at præge tænderne, fra fostret blot er 1 mm.

Forskere mener, at over 300 gener bestemmer, hvordan tænder udvikler sig, men at EDAR står for en væsentlig del af resultatet.

En helt særlig variant af EDAR opstod ved en mutation i Kina for over 30.000 år siden, og den mutation har præget den oprindelige grønlandske befolknings særlige tandtræk.

Det vidste den danske tandlæge Verner Alexandersen dog ikke, da han i 1970 skrev en videnskabelig artikel med udgangspunkt i P.O. Pedersens tandmorfologiske undersøgelser blandt befolkningen i Grønland.

Artiklen konkluderer, at tandsættet hos den grønlandske befolkning varierer markant fra den danske med ofte skovlformede incisiver, men sjældent tuberculum Carabelli, ofte trerodede 1.­ molarer i underkæben og agenesi af 3.­molarer.

Og på molarerne er der ofte emalje udløbere samt emaljedråber.

De har også ofte okklusale, perlelignende evaginationer, fusion af tandrødder, furer på underkæbens molarer samt overtallige faciale og lingvale cuspides på underkæbens molarer.

I dag ved man, at de særlige træk selvfølgelig skyldes EDAR.

ANNONCE