ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Detaljen:

Kørekort til tandbørstning

I 4. klasse bliver eleverne i Holstebro undervist  i tandplejevaner. Efter et gennemført tandbørstningsprogram, kan de nu gå hjem med en medalje og titlen 'superbørstere' under armen.

Foto: Cathrine Ertmann

Alle eleverne i 4. klasse sidder denne tirsdag morgen ved deres borde med røde tænder. Men de er ikke så røde, som da de seks uger tidligere første gang fik besøg af klinikassistenten fra den kommunale tandpleje. I mellemtiden har eleverne nemlig lært, hvordan de giver tænderne en ordentlig omgang med tandbørsten.

Undervejs har klinikassistenten besøgt klassen fem gange og på et kunstigt tandsæt vist, hvordan man systematisk kan komme hele vejen rundt og få børstet alle sine tænder. Hun fortæller børnene, hvordan de skal forestille sig, at tandbørsten er en skolebus og tænderne elever. Bussen skal selvfølgelig rundt og samle alle elever op. Klinikassistenten tjekker hver elev og viser med spejlet de steder i munden, hvor den røde farve afslører, at en tand ikke har fået en tur med tandbørsten.

Vi er på en skole i Holstebro. Tandplejen Nordvestjylland, som dækker Lemvig og Holstebro Kommuner, har sat sig for at give kommunernes børn de allerbedste tandplejevaner. Og man har bl.a. valgt at sætte ind, når børnene er motorisk klar til selv at tage tandbørsten i hånden. Derfor gennemgår alle kommunernes 4. klasser et intenst børsteprogram, hvor de én gang om ugen i seks uger får besøg af en klinikassistent. Her undervises de i at håndtere tandbørsten, og de lærer en simpel og systematisk metode, hvor de får børstet alle tænder rene.

Det virker. Børn og unge i Lemvig og Holstebro har de seneste år fået markant bedre tandsundhed i de blivende tænder. I dag kan 4. klasse kalde sig superbørstere, fordi de afslutter deres seks ugers forløb. Ud over titlen får de en medalje, som samtidig er et slags kørekort til tandbørstning.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE