ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Klinikejer får medhold:

"Jeg har aldrig oplevet noget så ubehageligt som dette"

Der er intet at komme efter, slog Afskedigelsesnævnet fast i december i en sag, HK havde rejst mod klinikejer Henrik Sommer for uretmæssigt at have fyret en klinikassistent i fleksjob.

CHOK. Det var et stort chok, da Henrik Sommer fik en henvendelse fra HK, og han kontaktede hurtigt TF, der gik ind som mandatar i sagen.
Tekst: Anne Burlund / Foto: Astrid Dalum

Efter halvanden år med usikkerhed og bekymring kunne klinikejer Henrik Sommer i december endelig ånde lettet op. Afskedigelsesnævnet gav ham medhold i en sag, HK havde rejst om uretmæssig afskedigelse af en klinikassistent ansat i fleksjob.

– Jeg er meget glad og lettet over afgørelsen, da sagen har hængt længe over mit hoved. Det har været en kæmpe følelsesmæssig rutsjebanetur og meget belastende – både for mig og min familie, men også for de af mine medarbejdere, der har været involveret i sagen, fortæller Henrik Sommer, klinikejer hos tandlægen.dk i Ringkøbing. 

Det var noget af et chok, da Henrik Sommer i april 2020 modtog en henvendelse fra HK, efter at han pga. nødvendige omstruktureringer i klinikken i februar samme år havde afskediget to klinikassistenter i sterilisationen, da to tandlæger fratrådte deres stillinger. Den ene afskedigede medarbejder var ansat i fleksjob, og hendes fagforening HK vurderede, at der var tale om en uretmæssig fyring i strid med forskelsbehandlingsloven. Henrik Sommer henvendte sig derfor til Tandlægeforeningen, der gik ind som mandatar i sagen.

Levet op til forpligtelser

Ifølge forskelsbehandlingsloven er medarbejdere, der fx lider af et handicap og har mere end 25 års anciennitet, særligt beskyttet mod afskedigelse. Her påhviler det arbejdsgiveren at dokumentere, at medarbejderen ikke er blevet afskediget pga. handicap eller kunne være fastholdt
qua sin meget lange anciennitet, og at der er blevet taget en række initiativer og hensyn til medarbejderen før en evt. afskedigelse.

Og det var altså de initiativer og hensyn, Afskedigelsesnævnet i december slog fast, at Henrik Sommer havde taget.

– Det er glædeligt, at en arbejdsgiver, som hele vejen igennem et langvarigt ansættelsesforhold har udvist ordentlighed – og mere til – ikke bliver straffet, når han står i en ny arbejdsmæssig situation, hvor han er nødt til at omprioritere ressourcerne i klinikken. Nu har vi fået rettens ord for, at han har levet op til sine forpligte

lser som arbejdsgiver, siger advokat Lene Damkjær Christensen, der bistod Henrik Sommer i sagen. Hun er glad for, at nævnet har lagt vægt på, hvad Henrik Sommer rent faktisk har gjort og iværksat af initiativer i forløbet op til afskedigelsen – og hun mener, at dommen cementerer, at der skal være en rimelighed i tingene.

– Nu er det blevet slået fast, at man som arbejdsgiver fortsat har et råderum begrundet i ledelsesretten og ikke skal opfinde den dybe tallerken og hoppe på tungen for at fastholde en medarbejder i fx fleksjob, hvis det ikke giver saglig mening for klinikkens drift. Der er trods alt grænser, siger Lene Damkjær Christensen, der mener, at sagen har vidererækkende betydning:

– Praksis er meget streng i denne type sager, så jeg er glad på arbejdsgivernes vegne for, at dommeren har trukket en streg i sandet, da det ellers også kunne betyde, at mange arbejdsgivere i fremtiden ville afstå fra at ansætte fleksjobbere, vurderer Lene Damkjær Christensen.

Frygt for konsekvenser

En vurdering Henrik Sommer er enig i:

– Hvis vi ikke havde vundet sagen, ville jeg nok være mere betænkelig ved at ansætte en ny fleksjobber, da jeg ville frygte konsekvenserne. Jeg vil gerne gøre det ordentligt og være en god arbejdsgiver. Jeg synes selv, at jeg havde gjort rigtig meget for medarbejderen, så jeg blev utrolig skuffet, da hun gik til HK og anlagde sag, understreger Henrik Sommer, der ærgrer sig over, at sagen kom så vidt:

– Jeg har aldrig oplevet et forløb, der har været så ubehageligt som det her. Det har berørt mig meget, at jeg – i min egen optik – blev urimeligt anklaget. Jeg har lært meget undervejs, men jeg ville gerne have været det foruden, understreger Henrik Sommer.

 

Skal du ansætte en fleksjobber?
Her er 5 gode råd:

  • Sørg for at få klarlagt, hvilke opgaver fleksjobberen kan udføre, og hvilke skånehensyn, der er, inden fleksjobaftalen indgås.
  • Fleksjobbet indgås i samarbejde med kommunen, og der skal være en skriftlig aftale mellem arbejdsgiver og fleksjobberen, hvor arbejdsopgaver og skånehensyn skal være beskrevet.
  • Har du en medarbejder med et handicap, skal du sørge for at tilpasse jobbet på en hensigtsmæssig måde fx i forhold til arbejdstid, arbejdsopgaver eller evt. hjælpemidler.
  • Hold løbende samtaler med fleksjobberen.
  • Hav god kontakt til kommunen.

Har du spørgsmål eller brug for sparring og rådgivning på andre områder, så kontakt Tandlægeforeningens klinikejer afdeling på klinikejer@tdl.dk

 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE