ANNONCE
Annonce
Dansk forskningsnyt:

Ingen sammenhæng mellem blodtyper og parodontitis

Forskere fra Rigshospitalet og Københavns Universitet slår fast, at bestemte blodtyper, relateret til andre almensygdomme, ingen rolle spiller for udvikling af parodontitis. 

Foto: Shutterstock

Der er påvist sammenhænge mellem parodontitis og almensygdomme som iskæmisk hjertesygdom, slagtilfælde og svær overvægt. Da disse tilstande alle er relateret til blodtypesystemerne AB0 og/eller Lewis, kunne man antage, at parodontitis også er blodtyperelateret.

En ny tværsnitsundersøgelse, som forskere fra Rigshospitalet og Københavns Universitet har foretaget, tyder imidlertid ikke på, at dette er tilfældet.

I undersøgelsen indgik 702 personer i alderen 50-61 år. Personerne udgjorde en undergruppe i den meget store befolkningsundersøgelse Copenhagen Aging and Midlife Biobank (CAMB).

112 af deltagerne blev diagnosticeret med alvorlig parodontitis, og disse viste sig at have forøget risiko for iskæmisk hjertesygdom (P = 0,03; odds ratio 4,15; CI95 % 1,17-15,67).

Undersøgelsen bekræftede desuden, at alder og rygning er signifikante risikofaktorer for parodontitis.

Derimod blev der ikke fundet nogen signifikant sammenhæng mellem parodontitis og bestemte blodtyper inden for AB0- og Lewis-systemerne.

Forskerne inddrog to forskellige definitioner på parodontitis i analyserne, og i ingen af tilfældene var der association til de to blodtypesystemer.

Forfatterne konkluderer, at undersøgelsen ikke understøtter hypotesen om, at AB0- og Lewis-blodtyper spiller en rolle for udvikling af parodontitis.

 

Enevold C, Nielsen CH, Molbo D, Lund R, Bendtzen K, Fiehn N-E, Holmstrup P. Lewis and AB0 blood group-phenotypes in periodontitis, cardiovascular disease, obesity and stroke. Sci Rep 2019;9:6283.

Kommentarer
ANNONCE