ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Ny viden:

Hjemmebesøg styrker cariesprofylaksen

Halvårlige hjemmebesøg i et mellemindkomstland som Malaysia er en effektiv cariesforebyggende strategi for 5-6-årige børn fra lavindkomstfamilier, konkluderer forskere.

I Malaysia har 70 % af landets femårige carieserfaring – trods fluoridering af drikkevandet. På denne alarmerende baggrund har malaysiske forskere undersøgt, om hjemmebesøg kan være en vej til at reducere cariestilvæksten blandt børn fra lavindkomstfamilier. 

Studiet blev designet som en randomiseret kontrolleret klinisk undersøgelse uden blinding. Der indgik 5-6-årige børn fra 11 offentlige børnehaver. Alle børn blev undersøgt klinisk ved forsøgets start og ved afslutningen 24 måneder senere. Testgruppen (n = 185) fik hver sjette måned besøg i hjemmet af en tandplejemedarbejder, som instruerede i tandbørstning og approksimal rengøring, gav kostvejledning, understregede vigtigheden af regelmæssige tandlægebesøg samt uddelte en brochure. Kontrolgruppen (n = 142) fik kun udleveret brochuren. 

Ved undersøgelsen efter 24 måneder var der 60 % af børnene i kontrolgruppen, men kun 14,4 % i testgruppen, der havde udviklet nye carieslæsioner i de primære molarer (P = 0,001). Antallet af børn, der skulle motiveres, for at ét barn kunne undgå at få caries (NNT), blev beregnet til 2,2. 

Forfatterne konkluderer, at halvårlige hjemmebesøg i et mellemindkomstland som Malaysia er en effektiv cariesforebyggende strategi for 5-6-årige børn fra lavindkomstfamilier. 

Undersøgelsen er siden blevet kommenteret af britiske forskere, der undrer sig over den manglende blinding af undersøgerne og påpeger, at omkring 60 % af de adspurgte forældre enten afviste at deltage eller faldt fra allerede inden undersøgelsens start. Trods disse skønhedsfejl finder forskerne dog, at studiet er interessant og viser lovende resultater inden for det vigtige sundhedsområde cariesforebyggelse. 

Babar MG, Andiesta NS, Bilal S et al. A randomized controlled trial of 6-month dental home visits on 24-month caries incidence in preschool children. Community Dent Oral Epidemiol 2022; https://doi.org/10.1111/cdoe.12710 [Online ahead of print]. 

Baughan S, Rodd H. Can dental home visits really reduce caries incidence in pre-school children? Evid Based Dent 2022;23:64-65. 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE