ANNONCE
Annonce
NY START:

"Det var med rystende hånd, at jeg sagde op"

Det var nysggerighed og en iver efter at udbrede tandsundhed til den brede befolkning, som fik Anne Mette Stougaard til at kaste sig ud i iværksætterlivet. Et valg som dog ikke blev truffet uden en vis ænstegelse.

Tekst: Anne Burlund

Anne Mette Stougaard

31 år

FRA Ansat på privatklinik i Taastrup

TIL Ledende tandlæge hos Hejdoktor.dk

Hvad fik dig til at sige dit faste job op til fordel for livet som iværksætter?

– Det er også lidt vanvittigt, men jeg har altid været meget nysgerrig på alle områder af branchen – og hvordan man kan brede tandsundhed ud til den brede befolkning. Der er behov for nytænkning i vores branche. Alle har en smartphone, så hvorfor ikke starte tandlægebesøget på mobilen? I min research på telesundhed opdagede jeg Hejdoktor.dk, som oprindeligt var tænkt som en lægeplatform, men var åbne over for at få en tandlæge ombord.

Men var du slet ikke bekymret for at kaste dig ud på usikker grund?

– Det var en glidende overgang. Jeg kørte det i gang, da jeg var på barsel. Da jeg skulle tilbage på job, stod jeg lidt ved en skillevej, hvor jeg skulle beslutte, om jeg ville iværksætterlivet 100 %. Det var derfor med rystende hånd, at jeg i slutningen af januar sagde helt op for at kunne lægge al min energi i Hejdoktor.dk – for det er en stor del af min identitet at være tandlæge. Og er jeg nu stadig det?

Det må også være et økonomisk sats?

– Det er et kæmpe økonomisk sats! Jeg er medejer af virksomheden, men jeg får ingen løn endnu. Jeg skal derfor leve af min opsparing det næste års tid. Det er vist dét, iværksættere populært kalder "at have hånden på kogepladen".

Kan ’tele-tandlæge’ afhjælpe tandlægemanglen?

– Ja, til en vis grad. Hvis et barn fx skal have kontrolleret, om en hjørnetand kommer ordentligt ud, eller om smerten stammer fra en blist, kan det være nok at sende et billede og en beskrivelse. Så kan vi tage stilling hjemme fra sofaen, frem for at der skal afsættes stoletimer, og forældrene skal tage fri fra arbejde. Man får selvfølgelig ingen diagnose, men man kan få screening og rådgivning. I Region Nordjylland har vi et officielt samarbejde med regionsklinikkerne. Fx på Mors, hvor borgerne gennem app'en "Min Videolæge" kan få en konsultation uden at skulle ud ad døren. Det er en stor hjælp for især mange ældre borgere.

Kommer du ikke til at savne den fysiske patientkontakt?

– Det er noget, jeg må finde ud af hen ad vejen. Jeg elsker patientkontakt og har derfor lavet flere aftaler med forskellige tandlæger om at følge dem en dag på job. Jeg har allerede været med på Panum, i omsorgstandplejen og i privat praksis – og jeg skal også snart på ambulancetur. Det giver mig en unik mulighed for at få en indsigt i dele af faget, som jeg ikke kunne, hvis jeg var låst fast til min egen tandlægestol.

Du er nu både iværksætter, fagpolitisk aktiv og foredragsholder – hvad driver dig?

– Det er frustrerende, at vores branche har fået et meget negativt image og bliver nedprioriteret af politikerne. Jeg vil gerne være med til at nedbryde fordommene, og så er jeg glad for formidling og innovation. Jeg har mange idéer, men jeg ved ikke altid, hvor jeg skal gøre af dem. Jeg har arbejdet i både Grønland og Filippinerne, og det gjorde et stort indtryk på mig, hvor dårligt det stod til med tandsundheden. Så jeg ser også et stort internationalt potentiale for telesundhed, da de fleste mennesker – også i ulandene – har en smartphone.

 

I NY START går Tandlægebladet tæt på skift i (arbejds)livet som tandlæge. Hvis du selv eller en kollega står overfor et karriereskift eller en omvæltning, som du har lyst til at fortælle om, hører redaktionen gerne fra dig på TBredaktion@tdl.dk

Kommentarer
ANNONCE