ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
5 forhold:

Det skal du vide om patienter med allergi over for antibiotika

Allergi overfor antibiotika kan vise sig på mange måder. Her får du 5 forhold, som du skal være opmærksom på, hvis du har en patient i stolen med antibiotikaallergi.

Foto: Lizette Kabré

Omkring 10% afpatienterne i det danske hospitalsvæsen har ifølge deres journal allergi over for et antibiotikum. Symptomerne er som oftest hududslæt i form af nældefeber eller rødprikket udslæt og kan i sjældnere tilfælde også være allergisk shock. Her er 5 forhold, du skal være opmærksom på, når du har en patient i stolen med antibiotikaallergi.

1.

Op mod 98% af de patienter, der mener, de er allergiske over for pencillin G, tåler rent faktisk stoffet, hvis de udredes. Især børn bliver overdiagnosticeret med penicillinallergi. Faktisk er det mindre end 5 % af de børn, der henvises til udredning, der rent faktisk er allergiske.

2.

Symptomer som hududslæt kan lige så vel være en del af sygdomsbilledet ved en infektion og dermed ikke en allergisk reaktion. Og symptomer som diarré og svampeinfektioner er ikke allergiske reaktioner, men derimod bivirkninger.

3.

En ubegrundet markering for penicillinallergi kan give anledning til behandling med et mere bredspektret antibiotikum, hvilket ofte er forbundet med flere bivirkninger hos patienten. Derudover giver forkert antibiotikum­administrering øget risiko for resistensudvikling hos de bakteriestammer, behandlingen er rettet mod.

4.

Er der indikation for at anvende antibiotikum, skal behandlingen være så smalspektret og kortvarig som muligt. Udvikling af antibiotikaresistens er et stigende problem, og det er derfor altafgørende med korrekt diagnostik.

5.

Er der mistanke om allergi over for et antibiotikum, skal patienten kontakte egen læge for at få en henvisning til at blive udredt for sin allergi. Selv om det er mange år siden, patienten har haft sin mulige allergiske reaktion, skal patienten udredes. Er der konstateret allergi over for en bestemt type antibiotikum, vælges en anden type.

 

Kilder

Savic LC, Khan DA, Kopac P et al. Management of a surgical patient with a label of penicillin allergy: narrative review and consensus recommendations. Br J Anaesth. 123(1):e82-e94

Kragelund C, Tagesen J. Antibiotika (Odontologisk medicinvejledning). Promedicin.dk. 2020. Tilgængelig fra URL: https://pro.medicin.dk/Specielleemner/ Emner/318605#a000 (set juni 2021)

SUNDHEDSSTYRELSEN. Brug af antibiotika ved tandlægebehandling. National klinisk retningslinje. 2019.

Kristine Røn Larsen, adjunkt ved Odontologisk Institut, Københavns Universitet

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE