ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Louise Hermann Poulsen anbefaler:

"Det er vigtigt, at prioritere tid til røntgenbillederne"

Ph.d.-studerende Louise Hermann Poulsen slår et slag for at bruge mere tid på røntgenbillederne. Læs de tre anbefalinger, som hun har valgt at give videre.

Louise Hermann Poulsen, 28 år

Uddannet fra Tandlægeskolen i Aarhus i 2019

Ph.d.-studerende ved Sektion for Oral Radiologi, IOOS, AU, samt ansat i privat praksis og i den kommunale tandpleje i Holstebro

1. Husk indikation før en røntgenundersøgelse

Røntgenbilleder skal altid tages på indikation og aldrig rutinemæssigt. Indikationen skal være noteret i patientens journal. Det gælder, uanset om det ”kun” er bitewing taget med henblik på cariesdiagnostik eller kontrol efter en endodontisk behandling.

2. Prioriter tid til at tolke røntgenbilleder

Dagligt er røntgenbilleder et vigtigt diagnostisk redskab, der supplerer den kliniske undersøgelse. Tiden er ofte knap, og det kan gå ud over røntgenbeskrivelsen. Det er vigtigt at prioritere tid til vurdering og beskrivelse af røntgenbillederne. Patologiske tilstande samt anomalier skal altid beskrives, og røntgendiagnoser skal anføres. For normalt udseende strukturer behøver man ikke skrive i.a. for hver enkelt struktur.

3. Hold øje med retinerede visdomstænder

Mange har allerede øje for retinerede visdomstænder i underkæben og sygdom relateret til disse. Dette, samt tandens relation til c. mandibulae, kan som regel afgøres på en panorama-optagelse. Sygdom relateret til visdomstænder i overkæben er heller ikke usædvanligt. Fx er resorption af 2.-molaren forårsaget af 3.-molaren i overkæben hyppigt forekommende, men diagnostikken kan være vanskelig på 2d-røntgen, og 3d-røntgen er ofte relevant i forbindelse med behandlingsplanlægning.

 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE