ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Dansk forskningsnyt:

Danske forskere bidrager til undersøgelse af skolebørns tænder i Moskva

Forkere fra Odontologisk Institut ved Københavns Universitet har sammen med kolleger fra det statslige universitet i Moskva publiceret en undersøgelse af tandforholdene blandt 1.004 7-17-årige skolebørn i det centrale Moskva.

Undersøgelsen omfattede dels kliniske registreringer, som blev udført af fire kalibrerede lokale tandlæger, dels en spørgeskemaundersøgelse.

Blandt de 7-10-årige var det gennemsnitlige defs 10,7 (medianen var 6,0), og blandt de 15-17-årige var det gennemsnitlige DMFS 3,6 (medianen var 2,0).

De to baggrundsfaktorer, der havde signifikant sammenhæng med cariesudbredelsen, var moderens uddannelsesniveau og forekomsten af gingival blødning (multivariat analyse, P < 0,05).

I Rusland er børne- og ungdomstandplejen offentlig og uden brugerbetaling.

På baggrund af den viden, undersøgelsen giver, vil tandplejen i Moskva iværksætte forskellige profylaktiske programmer, og ifølge artiklens diskussion vil man her trække på de erfaringer, danske forskere og klinikere har gjort i fx Nexø og Grønland.

Kim Ekstrand og Azam Bakshandeh: Hvordan er samarbejdet med de russiske forskere kommet i stand, og er der fortsat kontakt?

– Samarbejdet kom i stand, efter at en af medforfatterne for flere år siden opnåede ph.d.-graden i Afdeling for Cariologi og Endodonti. Moskva er en af vores samarbejdspartnere i et aktuelt klinisk forskningsprojekt (PAPRICA-DK), hvor mulighederne ved 1- vs. 2-trins gradvis ekskavering af profunde carieslæsioner undersøges.

Kilde

Kuzmina I, Ekstrand KR, Qvist V, Demuria L, Bakhshandeh A. Dental caries i 7-17-year-old children in Moscow: a clinical and a questionnaire study. Oral Health Prev Dent 2020;18:221-7.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE