ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Læserbrev:

Dækker Tandlægeforeningen over sagsbehandlingsfejl i sager mod kollegaer?

En stort opsat artikel i TB nr. 8, 2020 beskriver Tandlægeforeningens storsindede hjælp til en kollega, der havde fået Styrelsen for Patientklager på nakken, fordi hans journaler ikke opfyldte normen for almindelig anerkendt tandlægefaglig standard.

Men er Tandlægeforeningen nu altid til din hjælp i nøden, hvis foreningen har egne interesser på spil?

Under overskriften “Styrelsen for Patientsikkerhed kritiserer urimeligt!” beskrev vi i TB 2017, nr. 5, 548-550, hvordan en omsorgstandlæge på fuldstændig uholdbart grundlag blev fundet skyldig i at have overset en kræftsygdom i munden på en ældre, dement patient med svigtende interesse for tænder og tandbehandling.

Styrelsen kommenterede ikke vores indlæg, fordi sagen verserede i Disciplinærnævnet, som senere også fandt grundlag for kritik af omsorgstandplejen.

Efter indsigelse fra vores side som partsrepræsentant for omsorgstandplejen og med anmodning om genoptagelse af sagen besluttede Styrelsen, som i mellemtiden havde skiftet navn til Styrelsen for Patientklager, at imødekomme vores ønske om genoptagelse. Man var enig i, at der var begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl.

Hvad med lidt ordentlighed, anstændighed og faglighed frem for fornægtelse og bureaukratiske finter?

Styrelsen lagde vægt på, at sagen var blevet vurderet af en sagkyndig, som ikke havde indsigt i kommunal tandpleje/omsorgstandpleje.

Ved den fornyede vurdering kom Styrelsen til det resultat, at der ikke var grundlag for kritik af omsorgstandplejen eller tandlægen. Hatten af for, at Styrelsen kunne rette sine fejl!

Samme sag verserede også i TF Tandskadeforsikring, hvor Codans tandlægekonsulent (en børnetandlæge) på baggrund af bl.a. kendskab til den første afgørelse i Styrelsen for Patientsikkerhed (og inden omgørelsen) med en bakspejlsbetragtning (han kendte jo kræftdiagnosen) vurderede, at omsorgstandlægen (medlem af TF) havde overset en cancer den 17. december 2014.

Det viste sig, at patienten ikke havde fået besøg af tandlæge den dato, hvilket foranledigede en professor i ØNH-sygdomme til at foreslå Codan, at man så tilbageførte skadedato til den 17. februar samme år (altså 10 måneder inden), hvor omsorgstandlægen havde set patienten. Et groft brud på anstændig sagsbehandling. Vi kalder det fusk!

Sagen var nemlig, at erfarne specialister, ØNH-læger i praksis og på Sjællands Universitetshospital i Køge samt kæbekirurger samme sted med forhåndskendskab til en lymfeknudemetastase på halsen ved gentagne kliniske undersøgelser i maj/ juni 2015 ikke kunne diagnosticere malign sygdom i mundhulen, før en scanning viste en tumor i venstre side af overkæben.

Det var seksten måneder efter, at børnetandlægekonsulenten i Codan mente, at tumor burde være diagnosticeret klinisk af omsorgstandplejen ved et hjemmebesøg hos patienten.

Vi klagede på tandlægens vegne som partsrepræsentant til Codan og til Tandskadeankenævnet og fremlagde alle sagens bevisligheder. Ingen af disse organer fandt anledning til at kigge på sagen en gang til, end ikke efter Styrelsen for Patientklager og Disciplinærnævnets klare frifindelse var en realitet.

Et groft brud på anstændig sagsbehandling. Vi kalder det fusk!

Desværre fik omsorgstandplejens kommune pga. en juridisk finte fra Tandlægeforeningens advokat afslag på at føre et civilt søgsmål mod Tandskadeankenævnet med påstand om genbehandling af sagen.

Vi henvendte os derfor til TF’s formand, i bevidsthed om, at hun jo ikke kunne omstøde afgørelser, men at hun nok på foreningens (og dermed på tandlægens) vegne kunne opfordre foreningens organer til at kigge på sagen en gang til.

FU holdt møde med formanden for Tandskadeankenævnet (Henrik Nielsen), og Tandlægeforeningens formand erklærede efterfølgende sin fulde tillid til Tandskadeankenævnets sagsbehandling i den konkrete sag. Det kan hun kun have gjort mod bedre vidende. Hvor er det dog sørgeligt og patetisk.

Vores konklusion må være, at formanden, FU og Henrik Nielsen dækker over væsentlige sagsbehandlingsfejl i stedet for at hjælpe en forurettet kollega, som ikke kan have overset en kræftsygdom i munden ved et hjemmebesøg, en tumor, som erfarne specialister ikke kunne diagnosticere før 14 måneder senere og da ved hjælp af en scanning.

Hvad med lidt ordentlighed, anstændighed og faglighed frem for fornægtelse og bureaukratiske finter?

På den baggrund kan det være svært at tage den højstemte retorik og tro på egen fortræffelighed alvorlig, som udtrykkes i TB nr. 8, 2020.

Styrelsen for Patientklager kunne trods alt indrømme sine egne fejl, hvilket tilsyneladende falder meget sværere for Tandlægeforeningen på trods af, at det drejer sig om en kollega – eller er der mere subtile motiver og interesser på spil? Eller er der A- og B-medlemmer i Tandlægeforeningen? Eller kan man ikke tåle at indrømme fejl? Og er det ikke en af foreningens opgaver at beskytte tandlæger mod uret?

Desværre imødeser vi, at dette indlæg bliver besvaret med et ”vi kan ikke kommentere en konkret sag”. Endnu en velkendt bureaukratisk finte, vi kender alt for godt fra svar fra offentlige instanser. Men det er sørgeligt, Tandlægeforeningen svigter sine egne. 

Replik

Af Henrik Nielsen, formand for Praksisforsikringsudvalget

Svar på læserbrev af Søren Hillerup og Børge Hede

En mail med stort set identisk indhold som læserbrevet har tidligere været fremsendt til hovedbestyrelsen i Tandlægeforeningen.

Søren Hillerup fik ved den lejlighed et svar, som efter vores opfattelse burde være dækkende.

Jeg må imidlertid konstatere, at Søren Hillerup angiveligt ikke har forstået svaret, siden han nu har fundet anledning til at fremsende et læserbrev med samme indhold til Tandlægebladet.

Indledningsvis skal jeg gøre opmærksom på en misforståelse, som jeg også tidligere har redegjort for. Tandlægeforeningen har ikke en tandskadeforsikring! Den kendsgerning står tilsyneladende ikke helt klart for Søren Hillerup og Børge Hede.

Det, Tandlægeforeningen derimod varetager, er Tandskadeerstatningen, som baserer sig på lovgivning, som giver patienter, der får en skade i forbindelse med undersøgelse eller behandling, en lovmæssig ret til erstatning.

Til orientering hedder loven Lov om klage- og erstatningsadgang inden for Sundhedsvæsnet (KEL).

Loven er patienternes lov og bygger på erstatningsretlige principper, som sikrer, at patienter, hvis de opfylder betingelserne i loven, får en erstatning.

Grundlaget for afgørelserne adskiller sig derfor grundlæggende fra de afgørelser, der træffes i Styrelsen for Patientklager, hvor det er Sundhedsloven, som danner grundlag.

I det første tilfælde drejer det sig om, hvorvidt patienten har fået en skade, og i det andet tilfælde drejer det sig om, hvorvidt behandleren har behandlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt praksis.

Denne væsentlige forskel gør, at man ikke kan overføre en sag, hvor der er truffet afgørelse i Styrelsen for Patientklager, til erstatningssystemet og forvente den samme afgørelse.

Kompetencen til at træffe afgørelse i tandskadeerstatningssager er henlagt ved lov til Tandlægeforeningen. Det har den konsekvens, at lovens regler naturligvis skal følges.

Det betyder bl.a., at Forvaltningslovens regler skal overholdes i forbindelse med sagsbehandlingen, således at sagens parter sikres ens regler for høring, aktindsigt mv.

Af KEL fremgår bl.a. fristen for anke af en sag eller indbringelse af sagen for domstolene.

Der er tale om en særdeles betænkelig adfærd, som Søren Hillerup og Børge Hede lægger op til

Hvad angår sagsbehandling skal det slås fast med syvtommerssøm, at hverken formand for Tandlægeforeningen Susanne Kleist eller jeg som formand for Praksisforsikringsudvalget eller udvalgets medlemmer i øvrigt er involveret i nogen former for sagsbehandling i tandskadeerstatningssager.

Der er derfor tale om en særdeles betænkelig adfærd, som Søren Hillerup og Børge Hede lægger op til, når de opfordrer til, at vi skal påvirke udfaldet af en sag. Det vil i givet fald være i strid med både Forvaltningsloven og KEL og formentlig strafbart.

En anden misforståelse skal også ryddes af vejen. Jeg er ikke formand for Ankenævnet. Jeg er formand for Praksisforsikringsudvalget, hvorunder Tandskadeerstatningen hører.

I øvrigt findes der i dag to ankenævn, og i begge tilfælde er formanden en byretsdommer. For de historisk interesserede var formanden for vores første ankenævn i mange år professor, dr.jur. Bo von Eyben, som i øvrigt har været ophavsmand til klage- og ertstatningsloven.

Til de konkrete påstande i læserbrevet:
Søren Hillerup og Børge Hede mener, at der er fusket med en dato i sagsbehandlingen. Det er jo alvorligt, hvis det er rigtigt.

Imidlertid afspejler denne påstand, at Søren Hillerup og Børge Hede enten ikke forstår eller har indsigt i KEL.

I erstatningssager, hvor man skal beregne fx tabt arbejdsfortjeneste eller erstatning for afholdte medicinudgifter, kræver det, at man har en skadesdato. Da det i aktuelle sag viser sig, at patienten ikke har modtaget behandling den 17. december 2014, kan denne dato naturligvis ikke anvendes som skadesdato.

Øre-, næse- og hals-professoren har benyttet sig af det princip, som anvendes i Danish Head and Neck Cancer Group (DAHANCA) ved registrering af symptomdebut ved hoved-hals-cancer. Det indebærer, at man registrerer det tidspunkt, som man med rimelighed kan sige, at der første gang var symptomer på cancer; i nævnte tilfælde bliver det den 17. februar 2014.

Der er således tale om et anerkendt princip, som i alle tilfæde Søren Hillerup som pensioneret professor i tand-, mund- og kæbekirurgi burde kende til.

Der er ikke tale om, at nogen "dækker over sagsbehandlingsfejl"

I den konkrete sag, som Søren Hillerup og Børge Hede omtaler, blev der i august 2016 truffet afgørelse om, at sagen kunne anerkendes, og at en erstatning kunne udbetales.

I forbindelse med denne afgørelse blev der, som altid, i afgørelsen givet ankevejledning, hvoraf det fremgår, at afgørelsen inden tre måneder kan indbringes for Tandskadeankenævnet. Denne afgørelse blev ikke anket.

I november og december 2016 blev der atter truffet afgørelse om udbetaling af yderligere erstatning – begge afgørelser med ankevejledning. Ingen af disse afgørelser blev anket.

Når der er en ankefrist på tre måneder, er dette et hensyn til sagens parter. Den, der skal have en erstatning, skal efter ankefristens udløb kunne regne med, at det beløb, der er tilkendt i godtgørelse og erstatning, ikke bliver reduceret eller fjernet, da afgørelsen nu er endelig.

På samme måde vil den, der er erstatningsansvarlig, efter ankefristens udløb kunne udbetale beløbet og vide, at der ikke bliver ændret i det opgjorte beløb.

Hvis en sag er blevet afvist, vil den erstatningsansvarlige på tilsvarende vis kunne indrette sig på, at der ikke kommer et erstatningskrav i denne sag.

Ankefristen er således vigtig for sagens parter, da alle efter fristens udløb har et krav på at vide, at den trufne afgørelse er endelig og står ved magt.

I den konkrete sag havde der været mulighed for at bede Codan om at genoptage sagen, og hvis kommunen fortsat ikke var enig i afgørelsen at anke den til Tandskadeankenævnet indenfor den oplyste tremåneders ankefrist. Den mulighed havde man hele tre gange.

Vi savner derfor i læserbrevet en forklaring på, hvorfor der ikke blev anket rettidigt. Ankefristen gælder for alle patienter, tandlæger, læger, regioner, kommuner m.v. i alle afgørelser truffet i henhold til loven – både afgørelser truffet af Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og afgørelser truffet af Patienterstatningen.

Muligheden for at anke en afgørelse betyder netop, at sagens parter skal have mulighed for at få en sag prøvet ved en anden instans, såfremt man ikke er enig i afgørelsen.

Såfremt kommunen mener, der havde været ”et groft brud på anstændig sagsbehandling og fusk”, har kommunen således haft tre måneder til at gøre indsigelse/anke afgørelsen.

Når kommunen to år efter afgørelsen henvender sig og anmoder om genoptagelse, så er der ikke hjemmel i loven til at genoptage sagen – medmindre sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning.

Der er tale om et anerkendt princip, som i alle tilfælde Søren Hillerup som pensioneret professor i tand-, mund- og kæbekirurgi burde kende til

Efter kommunens henvendelse i oktober 2018 traf Codan i november 2018 afgørelse om, at der ikke var sådanne væsentligt ændrede forhold. Afgørelsen blev anket til Tandskadeankenævnet, og i marts 2019 blev denne afgørelse stadfæstet af ankenævnet.

Kommunen har herefter indbragt Tandskadeankenævnets afgørelse om, at der ikke foreligger væsentligt ændrede forhold, der kan begrunde en genoptagelse af afgørelsen fra august 2016, for domstolene.

Domstolen har imidlertid truffet afgørelse om, at kommunen ikke har en retlig interesse i at søge afgørelsen fra august 2016 genoptaget.

For at kunne få en sag behandlet ved domstolene kræves det, at man har en retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet ved domstolen. Ved retlig interesse forstås en særlig kvalificeret interesse i sagens behandling eller afgørelse.

Under hensyntagen til at kommunen ikke kunne (eller ville) kræve erstatningen tilbagebetalt, og at kommunen ikke ankede hverken afgørelsen i august 2016 eller de følgende to afgørelser fra november og december 2016, har domstolen truffet sin afgørelse. Det er ikke ”en juridisk finte”, men derimod gældende ret.

Der er således ikke tale om, at nogen ”dækker over sagsbehandlingsfejl”, eller at Tandlægeforeningen ikke ”vil beskytte sine medlemmer mod uret”.

Det er Søren Hillerup og Børge Hedes påstand, at der er sket sagsbehandlingsfejl, og at det er en forkert afgørelse. Det må stå helt for deres egen regning!

Overfor den påstand er der en afgørelse, der er truffet i henhold til gældende lovgivning og regler, og som sagens parter har haft mulighed for, indenfor de fastsatte frister, at indbringe for en anden instans til ny vurdering. Det forsømte kommunen sig imidlertid imod hele tre gange.

Søren Hillerup og Børge Hedes betragtninger om A- og B-hold og subtile interesser må stå for deres egen regning og er i øvrigt efter min opfattelse helt grundløse.

I stedet for at bruge energi på at prøve at få Tandlægeforeningens fagpolitikere til at overtræde gældende lovgivning med det formål at påvirke en afgørelse kunne man i stedet med fordel have overholdt ankefristerne.

Jeg skal i den forbindelse oplyse om, at de af Tandskadeankenævnets afgørelser, som gennem tiderne er blevet indbragt for domstolene, har vi aldrig af faglige grunde tabt.

Replik

Af Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen

Svar til Søren Hillerup og Børge Hede:
Der er ikke et A- og B-hold i Tandlægeforeningen

Alle medlemmer bliver behandlet ens og med respekt, og foreningen anstrenger sig for at beskytte medlemmerne mod uret; behandlersikkerhed er et af vores væsentligste fagpolitiske temaer, og jeg arbejder tæt sammen med Lægeforeningen og andre om at styrke netop vores retssikkerhed bl.a. ved at få et ankenævn til at påse afgørelser fra Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager.

Jeg har for få uger siden aftalt med Lægeforeningens nye formand, at vi sammen skal kæmpe for øget behandlersikkerhed.

Rammerne, som sættes af det offentlige, vil vi forsøge at få ændret, så vores medlemmer sikres mere og mere sikkerhed, men det bliver en lang og sej kamp.

Desværre kan jeg ikke altid tilfredsstille alle ønsker fra medlemmerne eller deres partsrepræsentanter, da Tandskadeerstatningen er nedsat i henhold til sundhedslovgivning og vores aftaler med myndighederne, hvilket naturligvis skaber frustration.

Tandlægeforeningen kommenterer af princip ikke afgørelser fra Tandskadeankenævnet.

Vi lægger selv hus til, udpeger medlemmerne og kan derfor ikke blande os i afgørelserne. Og som beskrevet har jeg og forretningsudvalget brugt en del tid på denne sag, men det løser jo ikke jeres frustration over, at sagen ikke genoptages i Tandskadeankenævnet.

Men Tandlægeforeningen har ingen myndighed til at pålægge et offentligt og uafhængigt nævn opgaver eller afgørelser.

Hvis man er utilfreds med en afgørelse, så kan man anke og i sidste ende forelægge den for domstolene.
 

På Tandlægebladets indlæg- og debatsider har læserne ordet. Vi modtager følgende typer af indlæg:

Læserbreve ca. 500 ord

Kommentarer ca. 500 ord

Essay ca. 1.000 ord

Kronikker ca. 2.000 ord

Faglige referater af kurser eller møder ca. 500 ord

Indlæg sendes til fagligvidenskabelig redaktør Nils-Erik Fiehn på nef@tdl.dk.

De holdninger, der kommer til udtryk i de enkelte indlæg, er forfatternes egne, og er ikke et udtryk for generelle holdninger i tandlægestanden eller i Tandlægeforeningen. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere de indsendte bidrag.

Find mere information om krav til indlæg på Tandlægebladet.dk under “Om Tandlægebladet”.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE