Bliv klogere på periimplantære sygdomme

Periimplantære sygdomme er en plakassocieret inflammatorisk tilstand, der forekommer i vævene omkring implantater. De viser sig ved, at der opstår betændelse i den periimplantære mucosa, og det kan føre til tab af knoglestøtte. Periimplantær sygdom kan ses i to faser: ¾ Periimplantær mucositis, også kaldet perimucositis, som er karakteriseret ved betændelse i blødtvævet uden tab af knogle. ¾

Periimplantitis, der viser sig som betændelse i blødtvævet kombineret med progredierende tab af marginal knogle. Mindst 45 % af patienter med implantater oplever perimucositis, mens periimplantitis ses hos ca. 20 %.

1. Diagnostik

• Tre måneder efter monteringen af en suprastruktur på et implantat anbefales det at undersøge blødtvævet omkring implantatet ved at foretage et let tryk på 0,25 N med pochemåler, som enten kan være lavet af metal eller plast. Desuden bør der tages et røntgenbillede for at have et udgangspunkt for fremtidige undersøgelser. Perimucositis viser sig ved blødning eller pus fra den periimplantære mucosa ved pochemåling samt hævelse, løs tilhæftning, rødmen og forøgelse af tandkødslommens dybde. Men uden knogletab. Periimplantitis opdages ved, at der er en fordybet tandkødslomme på 6 mm eller derover, og at der på røntgenbillederne ses en nedbrydning af knoglen på mere end 2 mm. Desuden vil den periimplantære mucosa være inflammeret som beskrevet for perimucositis.

2. Risikofaktorer

• Risikoen for at udvikle periimplantitis påvirkes af en række faktorer som fx plak, samtidig parodontitis, rygning, diabetes, mængden af keratiniseret periimplantær mucosa, placering af implantat, implantattype samt udformning og materialevalg til suprastruktur. Specifikt påvirker rygning og diabetes det inflammatoriske respons mod den plak, der kan dannes i den periimplanære sulcus, hvorved den inflammatoriske læsion på sigt kan udvikle sig fra perimucositis til periimplantitis. Patienter, der ikke følger et regelmæssigt vedligeholdelses- og støtteprogram efter implantatbehandling, har en naturlig øget risiko for at udvikle periimplantitis.

3. Forebyggelse

Primordial forebyggelse (inden implantatbehandling):

• Kontrol af risikofaktorer (rygning, diabetes, parodontitis og insufficent mundhygiejne).
• Tilstrækkelig keratiniseret periimplantær mucosa i regionen, hvor der planlægges implantatbehandling.
• Tilstrækkelig knogle vertikalt eller horisontalt under hensyntagen til den naturlige resorption af især den faciale knogle efter tandekstraktion.
• Omhyggeligt valg af implantat og protetikkens udformning.
• Omhyggeligt valg af kirurgi og protetik, så kronens placering og kronens udformning kan give de bedste forudsætninger for god plakkontrol. Primær forebyggelse (for at undgå, at perimucositis og periimplantitis udvikles):
• Individuel vejledning og instruktion i brug af interdentalbørster og elektrisk tandbørste mhp. at opnå plakindeks under 20 % ved indfarvning.
• Regelmæssig støttebehandling er særlig vigtig de første tre år efter implantatbehandling, da periimplantitis ofte manifesterer sig i løbet af de første tre år efter implantatbehandling.
• Professionel fjernelse af hårde og bløde belægninger på tilgængelige flader af suprastruktur, abutment og implantat.

Sekundær forebyggelse (for at forhindre, at perimucositis og periimplantitis vender tilbage):

• Individuel vejledning og støttebehandling mhp. at opretholde plakindeks under 20 % ved indfarvning.
• Professionel fjernelse af hårde og bløde belægninger på tilgængelige flader af suprastruktur, abutment og implantat.
• Parodontalkirurgi kan evt. udføres med henblik på mulighed for renhold omkring implantat og suprastruktur