ANNONCE
Annonce
Guide:

Bliv klog på 6 midler til desinfektion til endodontisk behandling

Desinfektionsmidler er toksiske – det er derfor, de virker. Derfor er det vigtigt, at du har overblik over, hvordan midlerne fungerer, og hvad du skal være opmærksom på. Læs med her, hvor vi gennemgår seks forskellige desinfektionsmidler til endodontisk behandling. Guiden er baseret på et faktablad af den estimerede svenske mikrobiolog og professor Gunnar Dahlén.

Tekst: BEARBEJDET AF TANDLÆGE, DR.ODONT. BJARNE KLAUSEN
Dato: 23.05.2019

1. Brintoverilte (hydrogenperoxid)
Peroxider spaltes bl.a. af katalase, som findes i vævsceller og blod. Derved frigives ilt, hvilket direkte kan ses som bobler, når brintoverilte kommer i kontakt med organisk materiale. Den antibakterielle effekt består i, at peroxiden samtidig frigiver frie radikaler, som reagerer med bakteriernes proteiner og DNA. Den boblende virkning medfører også en opløsning af plak og biofilm og fremmer dermed penetrationen af andre desinfektionsmidler som fx natriumhypoklorit og jodsprit. Brintoverilte har altså også en mekanisk rensende effekt. Du skal dog være opmærksom på, at frigivelsen af ilt kan have en negativ effekt på hypoklorit, hvis de to præparater anvendes samtidig.

30 % brintoverilte er stærkt ætsende og skal anvendes med forsigtighed og kun under anvendelse af kofferdam, som kan forhindre, at brintoverilten kommer i kontakt med blødtvæv. 10 % brintoverilte er betydeligt svagere antimikrobielt end 30 % og bliver kun brugt til opløsning af vævet og til at spore eventuelle lækager.

2. Jodsprit
Jodsprit eller kaliumjodid (jod-jodkalium) har en god antimikrobiel virkning mod alle mikroorganismer. Kaliumjodid dræber mikroorganismer gennem frigivelse af molekylært jod (J2) i opløsningen. Kaliumjodid har lige så god antibakteriel effekt som klorhexidin.

Kaliumjodid er relativt ustabilt og inaktiveres hurtigt ved binding til organisk materiale. Penetrationen bliver dermed begrænset, og stoffets effekt på biofilm er afhængig af, at biofilmen først nedbrydes mekanisk eller kemisk (fx med brintoverilte). Stabiliteten og dermed den antimikrobielle aktivitet kan forbedres ved tilsætning af bærermolekyler som fx povidon (PVP-jod).

Som alle halogenpræparater er jod allergifremkaldende. Jod kan misfarve tænder, fyldninger og hud. Kaliumjodid kan inaktiveres med natrium-tiosulfat, som også fjerner misfarvninger.

Jodsprit bliver anvendt i opløsninger på 10 % eller 5 %. Den stærke 10 %-opløsning kan du med fordel bruge i 5-10 minutter på hårdtvæv som tandoverflader, kaviteter og mekanisk udrensede rodkanaler. Som mellemseanceindlæg bliver den svagere 5 %-opløsning anvendt, da produktet er i kontakt med vitalt væv i apexregionen igennem længere tid.

3. Natriumhypoklorit (NaOCl)
Natriumhypoklorit har den fordel frem for de fleste andre præparater, at det kan opløse proteiner, hvilket gør stoffet særdeles velegnet til brug mod biofilm og ”smørelag”. Natriumhypoklorit må ikke anvendes frit i mundhulen (fx i tandkødslommer). Hvis patienten kommer til at synke stoffet, kan der ved kontakt med det lave pH i mavesækken blive udviklet stærkt giftige klorgasser.

Natriumhypoklorit dissocieres i vandigt medium til Na+ og OCl- (hypoklorit). Ren natriumhypoklorit i opløsning har, afhængigt af koncentrationen, et pH i intervallet 11-12. Ren natriumhypoklorit er relativt stabil ved opbevaring i mørke, lystætte flasker. I lave koncentrationer er stoffet derimod mindre stabilt.

Man diskuterer fortsat, hvilken koncentration af NaOCl, der bør anvendes. Man må afveje den ønskede antimikrobielle effekt mod den eventuelle toksiske påvirkning af det vitale væv i apexregionen (især hvis stoffet ved en utilsigtet hændelse presses ud igennem apex). I Danmark bruger vi normalt koncentrationer fra 0,5 % til 2,5 %.

4. Klorhexidin
Klorhexidin er et dikationisk bisguanid med bredt spektrum både mod Gram-negative (anaerobe) og Grampositive bakterier og gærsvampe. Derimod er effekten mod aerobe Gram-negative stave (fx coliforme stave og Pseudomonas) mere begrænset.

Klorhexidindiglukonat, som er den forbindelse, der bliver anvendt i odontologisk sammenhæng, har en stærk affinitet for organisk materiale, herunder dentin og andre væv. Selv i relativt lave koncentrationer binder klorhexidin sig til bakteriernes cellevæg og forårsager lækage af cellens cytoplasma (kalium og fosfor) og dermed hæmning af bakterievæksten. For baktericid effekt kræves højere koncentrationer, som medfører præcipitation af cytoplasmaet.

Klorhexidin, som binder sig til emalje- og dentinoverflader, kan langsomt frigives herfra, hvilket kan være en fordel ved mellemseanceindlæg.

Til desinfektion af tandoverflader bliver 0,5 % klorhexidinsprit anvendt. 0,5 % klorhexidingel kan anvendes som mellemseanceindlæg. 2 % klorhexidin er velegnet, hvis du ønsker baktericid virkning.

5. EDTA (Etylen-Diamin-Tetra-Acetat)
EDTA er et calciumbindende præparat med høj affinitet til dentin og andre hårde væv. Stoffet bliver primært brugt på grund af den calciumopløsende virkning; men det har også en relativt god opløsende effekt på ”smørelag” og biofilm.

EDTA interfererer med natriumhypoklorit, og de to stoffer bør ikke anvendes samtidig. Der er dog intet til hinder for, at du skyller med natriumhypoklorit under udrensningen og slutter af med en skylning med EDTA. EDTA bliver brugt i koncentrationer på 17-18 %. EDTA virker mest effektivt ved legemstemperatur, og du bør opvarme det til minimum stuetemperatur, inden du bruger det. Den høje affinitet til dentin gør, at EDTA hurtigt bliver inaktiveret, og det kan derfor være en fordel at skylle flere gange med EDTA.

6. Calciumhydroxid (som pasta)
Calciumhydroxid (læsket kalk) bliver brugt i pastaform, da stoffet har begrænset opløselighed i vand.

Calciumhydroxid virker antimikrobielt på grund af stoffets alkaliske karakter (OH-ioner) med et pH på 12,5. Derved bliver den antimikrobielle effekt begrænset til det område, der er i kontakt med pastaen.

Den antimikrobielle effekt er stærkt begrænset, fordi de fleste Gram-positive mikroorganismer kan overleve ved høje pH-værdier. Gram-negative bakterier er til gengæld følsomme for højt pH, og du kan derfor med fordel anvende calciumhydroxid ved endodontiske infektioner i tænder med nekrotisk pulpa, idet de Gram-negative anaerobe organismer her ofte udgør den dominerende flora. Calciumhydroxid bliver dog almindeligvis ikke anset for at være et desinfektionsmiddel; men gennem dissociation i Ca2+ og OH-ioner har stoffet en neutraliserende effekt på såvel bakterielt endotoxin som værtsorganismens inflammatoriske mediatorer. Calciumhydroxid betragtes derfor først og fremmest som et inflammationsdæmpende præparat, og det er derfor velegnet som mellemseanceindlæg med langvarig depotvirkning.

 

Kilder

Dahlén G. Desinfektionsmedel inom rotbehandling (Set 2019 januar). Tilgængelig fra URL: https://www.internetodontologi.se/ desinfektionsmedel-inom-rotbehandling/

Sunde PT, Dahlén G. Aseptikk og antiseptikk i endodontien. Tandlægebladet 2014;118:522-7.

Kongstad J, Fiehn N-E, Bindslev PH et al. Biocider i tandlægepraksis. Tandlægebladet 2013;117:750-8.

Kommentarer
ANNONCE