ANNONCE
Annonce
JA/NEJ:

Anbefaler du rutinemæssig brug af tandtråd til børn?

Tandtråd er velegnet som supplement til tandbørstningen, hvis patienten har tætsiddende tænder, der er svære at rengøre i mellemrummene. Men hvordan er det nu lige med tandtråd til børn? Vi har spurgt to fagfolk.

JA!

Elisabeth Gregersen
Formand for Danske Tandplejere

Men flere parametre har betydning for, om brugen af tandtråd til børn har en effekt, så en anbefaling skal aldrig stå alene.

Brug af tandtråd kan let glide i baggrunden i hverdagen derhjemme, og det er min erfaring, at en god kontakt og dialog med forældrene er afgørende, hvis man skal minimere cariesforekomsten hos et barn med et fuldt frembrudt primært tandsæt med tæt kontakt i molarregionen.

Særligt approksimalt mellem 04’erne og 05’erne er der udfordringer, hvor 04 distalt er den tand, der skal være mest fokus på.

Er der klinisk eller radiologisk fund af initialcaries approksimalt, blødning eller udtalt rødme approksimalt, så er der bakterieophobning og belæg for at anbefale brug af tandtråd.

Caries approksimalt afhænger i høj grad også af, om der børstes dagligt med 1.450 ppm fluortandpasta og ikke mindst af, hvordan kosten er i familien.

I molarregionen er tandbørstning på tværs af tandbuen altid en god idé, og et must, hvor der ikke er kontakt.

Og så er det helt afgørende, at instruktion og motivation for brug af tandtråd kombineres med en grundig samtale om gode kostvaner tilpasset den enkelte families liv.

For mange er det vanskeligt at bruge tandtråd både på sig selv og andre. Derfor anbefaler jeg, at man også forsøger sig med tandtrådsholdere, som kan være sjove og lettere at bruge end tråden. Jeg vil anbefale en flad, vokset tråd.

Særligt approksimalt mellem 04'erne og 05'erne er der udfordringer

Elisabeth gregersen, formand for danske tandplejere

NEJ!

Svante Twetman

Professor emeritus, odont. dr., Odontologisk Institut, Københavns Universitet

Der mangler videnskabeligt belæg for rutinemæssigt at anbefale tandtråd til børn.

Jeg er ikke imod tandtråd per se, da der ikke er tvivl om, at regelmæssig, professionel brug af tandtråd har god effekt på caries, plak og gingivitis hos både børn og voksne, og at brug af tandtråd hjemme som supplement til tandbørstningen kan reducere graden af gingivitis hos voksne.

Caries er den hyppigste orale sygdom hos børn, men der mangler studier af høj kvalitet om tandtrådens effekter på cariesforekomst og progression. Det gælder både de primære tænder og det permanente tandsæt hos unge.

Derfor skal tandtråd ikke anbefales som rutine, men den enkelte tandlæge/tandplejer kan godt anbefale brug af tandtråd ud fra individuelle indikationer.

Børn med forhøjet cariesrisiko eller generelle sygdomme med tilknytning til caries (fx tandreguleringsbøjle, ukontrolleret diabetes og svær astma) tilhører grupper, som kan drage nytte af regelmæssig brug af interdentalbørster og/eller tandtråd.

Et paradoks i denne sammenhæng er, at risikoen for caries er højest blandt børn fra familier med lav socio-økonomisk status, og disse børn er ofte mindre tilbøjelige til at bruge tandtråd.

Man skal være opmærksom på, at det er meget svært for forældrene at bruge tandtråd på sine børn, særligt i det primære tandsæt, og det kan derfor gøre mere skade end gavn.

Børn kan selv bruge tandtråd fra ca. 10-årsalderen, men jeg anbefaler, at man venter, til de er ca. 12-13 år eller de permanente tænder bryder frem.

Det er altid vigtigt, at børnene bliver grundigt instrueret i korrekt brug af tandtråd, så de ikke skader tandkødet.

Der mangler videnskabeligt belæg for rutinemæssigt at anbefale tandtråd til børn

svante twetman, professor emeritus 
Kommentarer
ANNONCE