ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Folketingsvalg:

6 skarpe til Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti

Valget er udskrevet! Men hvad vil politikerne på tandlægeområdet? Og hvordan vil de fremme tandsundheden i Danmark? Tandlægebladet har spurgt partiernes sundhedsordførere. Læs Venstres bud her.

Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Mange patienter med hoved-halskræft får senfølger i form af massive tandproblemer, men det offentlige giver via § 166 kun tilskud til en del af den nødvendige tandbehandling og først, når skaden er sket. Vil I arbejde for, at tandbehandling bliver en del af det samlede kræftpakkeforløb? 

Det er ikke rimeligt, at man som kræftpatient ikke kan være sikker på at få tilskud til tandbehandling, hvis man får store tandproblemer på grund af kræftbehandlingen. Kræftpatienter har nok at kæmpe med i forvejen. I Dansk Folkeparti går vi ind for, at tandbehandling bliver en del af den samlede kræftpakke.  

Siden 2018, hvor tandlægeoverenskomsten blev opsagt, har skiftende regeringer lovet en ny model for voksentandplejen, men den er endnu ikke kommet. Vil I arbejde for, at en ny model for voksentandplejen bliver vedtaget inden for det næste år? 

Det er for dårligt, at skiftende regeringer har nedprioriteret en ny model for voksentandplejen. Vi skal have gjort noget ved den store ulighed og de mange komplicerede tilskudsordninger, der er i tandplejen. Det bør derfor være en høj prioritet hos den nye sundhedsminister, og det vil vi i Dansk Folkeparti gerne arbejde for, at det bliver.

Skal der åbnes for, at andre end tandlæger kan eje en tandlægeklinik? 

Det vigtigste er patientsikkerheden, og den kan være i fare, hvis kapitalfonde får lov til at eje tandklinikker, og indtjening er det primære fokus. Vi mener, at man skal bibeholde de nuværende regler på området.

Mange danskere får store tandproblemer pga. medicin, der har mundtørhed som bivirkning, og de fleste skal selv betale det meste af tandlægeregningen. Bør der indføres en tilskudsordning for dem, der har et ekstra stort behov for tandbehandling pga. mundtørhed, der skyldes medicinforbrug?

Vi vil gerne kigge på muligheden for at indføre et særligt tilskud til de danskere, der har et stort behov for tandbehandling, fordi de er så uheldige, at deres medicin giver tandproblemer.

Kontanthjælpsmodtagere kan via § 82a få tilskud til tandbehandling på op til 10.000 kroner. Der er dog en egenbetaling på 600 kroner, og hvis man er over 25 år, skal man også selv betale 35 % af den resterende tandlægeregning op til 10.000 kroner. Vil du arbejde for at afskaffe egenbetalingen for kontanthjælpsmodtagere? 

Hvis egenbetalingen er en barriere for, at kontanthjælpsmodtagere siger ja til tandbehandling, bør vi bestemt kigge på at fjerne den. Dårlige tænder kan jo netop være en barriere for at komme i job igen.

Det offentlige betaler 100 % af lægeregningen, men kun cirka 15 % af tandlægeregningen. Skal det være billigere at gå til tandlæge – og i så fald for hvem og hvordan? 

Vi mener, at brugerbetalingen i tandplejen er blevet alt for høj - det er simpelthen blevet for dyrt at gå til tandlæge for helt almindelige danskere. Man bør især prioritere at gøre det billigere for den ældre del af befolkningen - særligt de syge og de mindre bemidlede.    

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE