Indsættelse af zygomaimplantater er en kompleks behandling, som kræver kirurgisk erfaring i de aktuelle områder, men vurderes at være en relevant og holdbar behandlingsmulighed hos særligt udvalgte patienttilfælde, hvor regulær knogletransplantation er kontraindiceret

Ved smerte relateret til temporo-mandibulær dysfunktion anbefales også non-invasive behandlinger, såsom patientuddannelse, selvbehandling, kognitiv adfærdsændring, udstrækning og okklusale apparaturer.

Resultaterne viser, at endodontisk behandlede tænder forsynet med en krone og enkelttandsimplantater havde en sammenlignelig og acceptabel overlevelse.

Konventionelle aftagelige partielle proteser anvendes fortsat i stort omfang grundet deres brede indikationsområde og lave pris i forhold til behandlingsalternativerne. Dog er der risiko for biologiske komplikationer som slimhindeforandringer, progression af parodontitis, caries, fraktur og tab af støttetænder.

Prognosen er umiddelbart dårligere for ætsbroer end konventionelle broer og implantatunderstøttede erstatninger, men indgrebet er forholdsvis enkelt, økonomien begrænset og skaden, som opstår, hvis ætsbroen mistes, normalt mindre, end når det går galt med konventionelle broer og implantater.

Antallet af indsatte implantater kan reduceres, og det bliver enklere for patienter at udføre hygiejne omkring implantatdelene. Dette er væsentligt for mange ældre patienter og ikke mindst for geriatriske patienter, hvor man på et tidspunkt kan blive nødsaget til at forsimple behandlinger – ”backing off”, efterhånden som patienter bliver mindre i stand til selv at renholde tanderstatningsdelene.