I nærværende oversigtsartikel præsenteres den nuværende viden om implantatindsættelse i den bagerste del af overkæben i forbindelse med sinusløftprocedure ved hjælp af lateral vindueteknik.
Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
Indsættelse af implantater i den bagerste del af overkæben er ofte vanskeligt eller umuligt på grund af svind af processus alveolaris og pneumatisering af sinus maxillaris efter tandtab. Genopbygning af processus alveolaris kan derfor i mange tilfælde være nødvendig enten før eller i forbindelse med implantatindsættelsen. Sinusløftprocedure med lateral vindueteknik og anvendelse af partikulært autologt knogletransplantat og/eller et knogleerstatningsmateriale er den hyppigst anvendte kirurgiske procedure i maksillens præmolar- og molarregion. Slimhinden i den nederste del af sinus maxillaris eleveres for at skabe et hulrum mellem den oprindelige bund af sinus maxillaris og den eleverede sinusslimhinde, der oftest udfyldes med et transplantationsmateriale.
Systematiske oversigtsartikler og metaanalyser har vist høj overlevelsesrate af suprastruktur og implantat, begrænset peri-implantært knogletab, knogleregeneration, få komplikationer samt stor patienttilfredshed. Autologt knogletransplantat som transplantationsmateriale genererer mere nydannet knogle i den initiale helingsperiode end et knogleerstatningsmateriale, men efter en længere helingsperiode findes ingen signifikant forskel mellem de forskellige transplantationsmaterialer og -blandinger.
I nærværende oversigtsartikel præsenteres den nuværende viden om implantatindsættelse i den bagerste del af overkæben i forbindelse med sinusløftprocedure ved hjælp af lateral vindueteknik. Imidlertid er der behov for flere randomiserede kontrollerede langtidsundersøgelser med henblik på at øge vores viden om det optimale transplantationsmateriale og helingsperiode, nødvendigheden af en dækkende membran over det laterale knoglevindue og patienttilfredshed, før evidensbaserede behandlingsretningslinjer kan gives om implantatindsættelse i den bagerste del af overkæben kombineret med sinusløftprocedure ved hjælp af lateral vindueteknik.
Klinisk relevans:
Protetisk rehabilitering med implantater i den bagerste del af overkæben kan være vanskeligt på grund af svind af processus alveolaris og pneumatisering af sinus maxillaris efter tandtab. Sinusløftprocedure med lateral vindueteknik og et partikulært autologt knogletransplantat og/eller et knogleerstatningsmateriale har været anvendt i snart 40 år til genopbygning af processus alveolaris i den bagerste del af overkæben. Flere oversigtsartikler og metaanalyser har dokumenteret høj overlevelsesrate af såvel suprastruktur som implantat samt forudsigelig nydannelse af knogle og begrænset peri-implantært knogletab.
forfattere
Thomas Starch-Jensen
klinisk professor, overtandlæge, specialtandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi, postgraduat klinisk lektor, ph.d., Kæbekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital og Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet
Simon Storgård Jensen
professor, overtandlæge, specialtandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi, dr.odont., Afdeling for Kæbekirurgi, HovedOrtoCentret, Rigshospitalet, og Fagområde Oral Kirurgi, Sektion for Oral Biologi og Immunpatologi, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Arne Mordenfeld
specialtandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi, ph.d., Center for forskning og udvikling, Afdeling for plastikkirurgi og kæbekirurgi samt Afdeling for kirurgisk forskning, Uppsala Universitet, Uppsala samt Jossebell AB, Sverige
Jonas Peter Becktor
docent, overtandlæge, specialtandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi, med.dr., Afdeling for kæbekirurgi og oral medicin, Odontologisk Fakultet, Malmö Universitet, Sverige, og Specialtandlægerne Becktor, Hellerup/Københavnktor, Hellerup, København
Andreas Stavropoulos
professor, dr.odont., ph.d., specialist i parodontologi, Afdeling for Parodontologi, Odontologisk Fakultet, Malmö Universitet, Malmö, Sverige
Søren Schou
specialtandlæge, dr.odont., ph.d., privat praksis, Aarhus


