Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
Introduktion og formål – Bisfosfonater (BF) reducerer knoglenedbrydning, smerte og hyppigheden af spontane frakturer hos patienter med osteoporose eller cancer med knoglemetastaser. Én bivirkning til BF-behandling er osteonekrose i kæberne (ONJ). Ofte er ONJ hos denne patientgruppe udviklet efter tandekstraktion. Formålet med denne artikel er derfor at angive generelle retningslinjer for ekstraktion af tænder på patienter i BF-behandling. Metode – Retningslinjerne er baseret på en analyse af den tilgængelige litteratur. Der er foretaget søgning på PubMed med en række nøgleord og efterfølgende litteraturgennemgang. Gennemgang af foreliggende videnskabelig litteratur – Der er publiceret 10 studier omhandlende ONJ-forebyggende behandlingstiltag på patienter i BF-behandling med behov for tandekstraktioner. I de fleste studier har man under antibiotikadække foretaget opklapning, tandekstraktion efterfulgt af alveolektomi samt primær lukning. Ved tandekstraktionerne er ozonterapi, laserterapi og anvendelse af Plasma Rich Growth Factor også blevet beskrevet. Konklusion – På baggrund af litteraturgennemgangen kan det konkluderes, at patienter i højdosis BF-behandling med behov for tandekstraktion bør henvises til en kæbekirurgisk hospitalsafdeling for tandekstraktion med efterfølgende alveolektomi og primær lukning. Patienter i lavdosis BF-behandling med behov for tandekstraktion kan behandles i primærsektoren med almindelig tandekstraktion uden primær lukning. Ved tegn på blottet knogle fire uger postoperativt bør patienten henvises til en Kæbekirurgisk hospitalsafdeling.
forfattere
Pouya Masroori Yazdi
uddannelsestandlæge, Tand-Mund-Kæbekirurgisk Klinik, Rigshospitalet
Morten Schiødt
overtandlæge, specialtandlæge, dr.odont., Tand- Mund-Kæbekirurgisk Klinik, Rigshospitalet

