Denne undersøgelse havde til formål at belyse effekten af cementfilmtykkelsen på forbehandlede og ikke-forbehandlede rodstifter cementeret med zinkfosfatcement eller plastcement.
Sekundær artikel
DATO:
Dansk
English
Introduktion og formål
Rodstifters retention kan skabes ad mikromekanisk vej ved fastlåsning af konventionelle cementer i ujævnheder i rodstiftens og dentinens overflader eller via adhæsiv binding ved anvendelse af adhæsiv og plastcement. Denne undersøgelse havde til formål at belyse effekten af cementfilmtykkelsen på forbehandlede og ikke-forbehandlede rodstifter cementeret med zinkfosfatcement eller plastcement.
Materiale og metoder
Præfabrikerede zirkoniumstifter (CosmoPost; 1,4 mm) blev cementeret med zinkfosfatcement (DeTrey Zinc) eller med selvætsende plastcement (Panavia F2.0). Efter fjernelse af tandkronen på 360 ekstraherede præmolarer, hjørnetænder eller incisiver blev rodkanalerne præpareret med cylindriske rodkanalbor til tre forskellige kanaldiametre. Halvdelen af rodstifterne blev ikke forbehandlet, mens den anden halvdel blev forbehandlet med et tribokemisk silikatiseringssystem (CoJet). Rodstifterne blev cementeret i de præparerede rodkanaler (n = 30/gruppe) og derefter opbevaret i vand ved 37°. Efter syv dage blev stifternes retention målt ved at ekstrahere dem fra rodkanalerne.
Resultater og konklusion
Forbehandling med det tribokemiske silikatiseringssystem resulterede i øget retention uanset cementtype. Øget cementfilmtykkelse resulterede i reduceret retention af ikke-forbehandlede rodstifter uanset cementtype. Øget cementfilmtykkelse resulterede ligeledes i reduceret retention af forbehandlede rodstifter cementeret med zinkfosfatcement, men havde ingen indflydelse på retentionen af forbehandlede stifter cementeret med plastcement. Rodstifternes retention afhang således af typen af cement, af cementfilmtykkelsen samt af forbehandling af rodstifterne.
forfattere
Alireza Sahafi
tandlæge, ph.d., privat praksis, Kgs. Lyngby, afdelingstandlæge, Fagområdet for Oral Rehabilitering, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Anne Peutzfeldt
seniorforsker, dr.odont., ph.d., Afdeling for Forebyggende og Restaurerende Tandpleje samt Pædodonti, Berns Universitet
Simon Flury
adjunkt, dr.med.dent., Afdeling for Forebyggende og Restaurerende Tandpleje samt Pædodonti, Berns Universitet
Ana R. Benetti
lektor, ph.d., Fagområdet for Dentalmaterialer, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

