Retention af adhæsivt bundne rodstifter: forbehandling af rodkanalen

Sekundær artikel

DATO:

Dansk

English

Introduktion – I nærværende undersøgelse sammenlignedes effekten af tre forskellige forbehandlinger af rodkanalen på den opnåede retention af præfabrikerede titaniumrodstifter cementeret med tre forskellige plastcementer. Materiale og metode – Efter fjernelse af den kliniske krone på 216 ekstraherede præmolarer blev rodkanalerne præpareret vha. ParaPost-systemet. Rodkanalvæggene blev herefter enten ætset med citronsyre, penslet med EDTA C eller gjort ru med et diamantbor. I en fjerde gruppe (kontrolgruppe) blev rodkanalvæggene ikke forbehandlet. CoJet-behandlede titaniumstifter blev cementeret i rodkanalerne med enten Panavia 2.0 F, Rely X Unicem eller ParaCem. Rodstifternes retention blev målt efter opbevaring af tænderne i 37 º varmt vand i syv dage. Resultater – Ætsning af rodkanalen med citronsyre forbedrede rodstifternes retention, når disse var blevet cementeret med Panavia 2.0 F. Applicering af EDTA C havde, afhængigt af plastcementen, enten ingen effekt eller negativ effekt på rodstifternes retention. Mekanisk rugøring af rodkanalvæggene resulterede i forøgelse af rodstifternes retention, uanset hvilken plastcement der var blevet anvendt. De rodstifter, der var blevet cementeret med Panavia 2.0 F, havde bedre retention end de rodstifter, der var blevet cementeret med Rely X Unicem eller ParaCem. Konklusion – De største forbedringer i titaniumstifternes retention blev opnået som følge af mekanisk rugøring af rodkanalen med diamantbor samt som følge af cementering af stifterne med den adhæsive plastcement Panavia 2.0 F.

info

Nr. 11 | 2009

info

Nr. 11 | 2009

forfattere

Alireza Sahafi

tandlæge, ph.d., privat praksis, Kgs. Lyngby, afdelingstandlæge, Fagområdet for Oral Rehabilitering, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

Anne Peutzfeldt

seniorforsker, dr.odont., ph.d., Afdeling for Forebyggende og Restaurerende Tandpleje samt Pædodonti, Berns Universitet