De første nationale retningslinjer for strålebeskyttelse blev udgivet af »British Roentgen Society« (1915) og »American Roentgen Society« (1922). Baggrunden for nutidige regler for strålebeskyttelse ligger i anbefalingerne fra »The International Commission on Radiological Protection« (ICRP 26), som er fra 1977. Tandlægeuddannelsen tager fem år i alle de nordiske lande og medfører, at tandlægen har kompetence til at udføre intraorale røntgenundersøgelser i Sverige, intraorale og standard panoramaundersøgelser i Norge og dento- maksillo-faciale undersøgelser i Danmark og Finland. Speciel træning og uddannelse er krævet for at udføre standard panoramaundersøgelser i Sverige. For at kunne udføre »cone beam« CT-scanning og tolke billederne kræves en specialistgrad i maksillo-facial radiologi i Sverige og Norge. Klinikassistenter og tandplejere har lov at udføre intraorale røntgenundersøgelser under tandlægens ansvar i de andre lande, mens tandplejere har selvstændigt virke i Danmark og Norge. I Sverige, Norge og Danmark må tandplejere selvstændigt diagnosticere carieslæsioner og parodontale sygdomme, dog skal i Sverige og Finland alle røntgenbilleder optaget af en tandplejer ses af en tandlæge. I Danmark og Norge kan tandplejere være ansvarlige for et dentalapparat, og de kan henvise en patient til røntgenundersøgelse. Løbende efteruddannelse er obligatorisk i Finland efter EU’s regelsæt. Kravene til røntgenapparater og -enheder er meget ensartede i de nordiske lande. Kvalitetssikring er reguleret ved lovgivning i Finland, Sverige og Danmark. Disse programmer foreskriver daglig, månedlig eller årlig kontrol af røntgenprocedurer og -apparater. Regelsæt for brug af digitale røntgensystemer er ikke færdigudviklede, og Danmark er det eneste land, hvor der findes bekendtgørelser.