Baggrund 
Pochedybde (PPD) er den hyppigst registrerede parodontale parameter i danske tandklinikker, mens blødning ved pochemåling (BOP) og klinisk fæstetab (CAL) kun registreres hos henholdsvis 12,6 % og 11,0 %. Denne registreringspraksis afspejler formentlig både, at pochen er den klinisk foretrukne diagnostiske og behandlingsstyrende parameter hos patienter med parodontitis, men også at det er pochen, som behandles.

Formål
At give oversigt over evidensen for pochemålingsteknikker, røntgendiagnostik og digital monitorering af parodontale og periimplantære sygdomme med fokus på kraftanvendelse, kalibrering af pochemåling og klinisk skelnen mellem BOP og pus.

Materiale og metoder
Narrativ oversigtsartikel med systematisk litteratursøgning i PubMed/MEDLINE, Cochrane Library og Scopus (1980-2026) med foruddefinerede PICO-kriterier sammenholdt med praksisdata fra PlanPerioMed-kohorten (n = 1.473.428).

Resultater
Pochemåling er det mest pålidelige mål for sygdomsaktivitet ved både parodontitis og periimplantitis. Kraftvariation (0,15-0,75 N) er den største fejlkilde og kan give helt op til 2-3 mm forskel i samme poche. BOP viser høj negativ prædiktiv værdi for stabilitet, mens pus ofte indikerer aktiv infektion. Enorale røntgenoptagelser og på sigt også intraorale scannere kan supplere, men ikke erstatte pochemåling.

Konklusion
Pochedybdemåling med standardiseret kraft og kalibrerede pochemålere suppleret med registrering af BOP udgør stadig det diagnostiske fundament for behandling af parodontitis og periimplantitis. Kalibrering mellem tandlæger og tandplejere er en forudsætning for pålidelig monitorering.