Originalartikel
DATO:
Dansk
English
Introduktion – De psykologiske modelopstillinger for smerter og angst har meget tilfælles i deres affektive og kognitive interaktioner, mens de somatiske reaktioner væsentligt er tilknyttet henholdsvis det sensitive og det autonome nervesystem. Formålet med nærværende undersøgelse er derfor at beskrive, hvilke ord (kognitive reaktioner) patienterne bruger til at karakterisere deres akutte tandsmerter og analysere beskrivelsernes relationer til patienternes angstniveau (affektive reaktioner) for at gå til tandlæge. Materiale og metode – Til undersøgelsespopulation blev anvendt patienter, der henvendte sig i Tandlægevagten i København (n = 196), og som analyseredskab blev brugt McGill Pain Questionnaire (MPQ), der kategoriserer smertebeskrivende ord i henholdsvis: sensoriske, affektive og evaluerende ord. Resultater – Resultatet viste, at blandt samtlige patienter var det hyppigst anvendte ord pinefuld (affektivt ord), mens de følgende fem hyppigst benyttede ord alle var af sensorisk karakter. Blev undersøgelsespopulationen derimod ved hjælp af en Visual Analogue Scale (VAS) inddelt i tre angstniveuaer (0-33, 34-66 og 67-100 mm), brugte laveste niveau kun sensoriske ord blandt de seks hyppigst anvendte ord, mens fordelingen på højeste niveau var fem affektive og et evaluerende ord. Fordelingen af mænd og kvinder på højeste angstniveau var næsten lige, mens der på laveste niveau var dobbelt så mange mænd som kvinder. På mellemste niveau var der dobbelt så mange kvinder som mænd. Der var en tendens til, at patienter med et højt angstniveau i gennemsnit brugte flere beskrivende ord end patienter på lavere niveauer.
forfattere
Erik Friis-Hasché
lektor emeritus, dr.odont. et cand.art.psych., Sektion for Cariologi, Endodonti og Pædodonti, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

