En tidlig alder for sygdomsdebut, høj sygdomsprogression, fravær af systemisk sygdom og involvering af flere tænder med et karakteristisk mønster for tab af den alveolære knogle er vigtige diagnostiske elementer ved den aggressive marginale parodontitis. Hos børn og unge er forekomsten af aggressiv marginal parodontitis forholdsvis sjælden, men grundet det danske samfunds diversitet, hvad angår etnicitet, er forekomsten muligvis ikke den samme i Danmark i dag som for årtier siden.

Behandlingen af aggressiv parodontitis stiller store krav til klinikeren og bør foregå i tæt samråd med en tandlæge med erfaring indenfor parodontologi. Behandlingen beror på, at et kendskab til ætiologiske, patogenetiske, mikrobiologiske og kliniske karakteristika for sygdommen tilpasses den enkelte patient. Behandlingen omfatter en konventionel, men effektiv og ofte kort hygiejnefase, med fokus på opstilling af specifikke individuelle mål, instruktion i adækvat mundhygiejne efter plakindfarvning, og hos nogle patienter vil der tillige være behov for parodontalkirurgi.

Anvendelsen af antibiotikum skal altid foregå som supplement til den mekaniske behandling (depuration og eventuel parodontalkirurgi). Inden antibiotikum vælges, er der undertiden behov for mikrobiologisk udredning af den subgingivale mikroflora og efterfølgende resistensbestemmelse. Brugen af antibiotikum bør begrænses mest muligt for at reducere resistensproblemer. Efter gennemgået parodontalbehandling er et nøje individuelt tilrettelagt vedligeholdelsesprogram med reinstruktion og depuration mindst lige så vigtigt for at følge en eventuel sygdomsprogression og kunne gribe hurtigt ind ved recidiv.