Af miljømæssige grunde er plastmateriale i dag første valg, når fyldninger i permanente kindtænder udføres. Af tandsundhedsmæssige grunde er det derfor interessant at vide, om fyldninger i plast kan leve op til den kliniske funktionstid, der er vist med amalgam. Vigtigt er det også at kende forskelle mellem de to materialers funktion som fyldningsmateriale med henblik på at kunne tilrettelægge og udføre den bedst mulige behandling for patienten. Spørgsmålet er, om de fordele, der er ved plast i form af forbedret æstetik og adhæsive egenskaber, som kan føre til mindre kavitetspræparation og forstærkning af resttandsubstans, kan opveje de ulemper, der er ved plast. Af ulemper kan her specielt nævnes plastens manglende cariesforebyggende egenskaber, dens begrænsede frakturresistens samt den krævende teknik ved fremstilling af en plastfyldning. Langtidskliniske studier har givet ny viden om disse forhold, hvilket vil blive belyst i nærværende oversigtsartikel. Årsager til omlavning af plastfyldninger vil blive diskuteret, og faktorer med indflydelse på fyldningers overlevelse vil blive belyst, herunder hvilke tandtyper og kaviteter der restaureres, forskellige patientrelaterede faktorer, operatørens håndelag og indstilling til, hvornår fyldninger laves om, samt forskellige generelle faktorer. Endelig vil viden om materialernes indflydelse på plastfyldningers overlevelse blive gennemgået, herunder betydning af plasttype, plastens viskositet, bindingsformidler og isoleringsmaterialer.