Odontogene smerter er ofte relateret til bakterielle og fysiske forhold som følge af inflammatoriske processer i den aktuelle region. Smerter betinget af en igangværende inflammation er en meget kompleks biologisk proces. Den diagnostiske proces i forbindelse med smerte skal systematisk indeholde data fra flere grupper af information (anamnese, objektiv undersøgelse, radiologiske fund), da vi klinisk ikke har måleudstyr, der non-invasivt kan måle sværhedsgraden af den pulpale inflammation. Vores diagnostiske metoder er indirekte, og flere forhold gør, at patientens oplevelse af smerter ikke altid stemmer overens med de objektive fund. Patienter kan ikke altid udpege den faktiske smertegivende region, og samtidig er fravær af smerter ikke ensbetydende med fravær af patologiske processer. Dentinsmerter som følge af kavitetspræparation eller fyldningsterapi kan oftest forebygges eller minimeres ved enkle tiltag. Smerter som følge af infraktioner eller hypersensitiv dentin repræsenterer derimod hyppigt et diagnostisk eller behandlingsmæssigt problem. Umiddelbar succes efter en relativt enkel palliativ behandling kan nemlig på længere sigt vise sig uholdbar og må følges op af pulpakirurgiske indgreb. I mange situationer med pulpale og periapikale smerter kan tilstandene diagnosticeres med et minimum af forundersøgelse som følge af indlysende ætiologi, og behandling udføres jævnfør den stillede diagnose. Over for dette er det samtidig velkendt, at det er meget vanskeligt at sammenkoble histologiske fund af pulpainflammation med patientens symptomer. Endelig er det velkendt, at vi på en mindre gruppe af vores behandlede patienter kan opleve meget voldsomme smerter, uden at der kan findes synlige tegn på patologiske processer, hvorfor man bør være ydmyg i fortolkning af smertedata.