I tændernes cervikofaciale område udvikles ofte defekter af non-cariøs art. De er resultatet af rent mekaniske, biomekaniske og/eller kemiske påvirkninger. Tidligere blev kileformede defekter i tændernes cervikale region betragtet som resultatet af excessiv tandbørstning med overvejende savende horisontale børstebevægelser. Man anvendte den populære betegnelse »tandbørstningsusurer«. I de senere år er man blevet opmærksom på at visse typer af cervikale non-cariøse defekter kan være et resultat af biomekaniske spændinger i tandsubstansen udløst af okklusale påvirkninger, dvs. mastikation og evt. bruksisme. Denne form for defekter betegnes abfraktioner. Der hersker imidlertid fortsat uklarhed når det gælder ætiologien af den enkelte defekt. Non-cariøse cervikale defekter opstår som langsomt fremadskridende processer. Med en øget bevarelse af tænderne i forbindelse med stigende alder vil denne form for defekter tiltage i antal og sværhedsgrad. I artiklen gives en oversigt over nyere klassifikationer af non-cariøse cervikale defekter med fokus på de senere års teorier om defekternes ætiologi.