Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
I Danmark ses i disse år en stigende forekomst af multiresistente stafylokokker (methicillin-resistent Staphylococcus aureus (MRSA), og som noget nyt optræder hovedparten af tilfældene nu hos personer uden for hospitalerne. Det betyder, at der er forøget risiko for, at MRSA forekommer og spredes blandt patienter og personale på landets tandklinikker. MRSA kan forårsage sygdomme i bl.a. mundhulen, men kan også isoleres fra normalfloraen i næsen, mundhule, svælg og på huden hos både børn og voksne. MRSA er fundet på udstyr på tandklinikken, og der er beskrevet overførsel af MRSA til patienter på tandklinikken. Det er derfor vigtigt at fokusere på at forebygge spredning af MRSA ved at efterleve gældende infektionshygiejniske retningslinjer. Sundhedsstyrelsen udsender nu en revideret udgave af Vejledning om Forebyggelse af spredning af MRSA i sundhedssektoren, rettet til bl.a. landets tandklinikker. Heri beskrives de generelle infektionshygiejniske retningslinjer, der anvendes ved alt arbejde på tandklinikken, samt supplerende retningslinjer ved forekomst af MRSA. Vigtigst er udførelse af korrekt håndhygiejne, hvilket altid inkluderer hånddesinfektion. Derudover er anvendelsen af personlige værnemidler udvidet: Handsker anvendes ved al hudkontakt, og desuden anvendes væskeafvisende engangskittel med lange ærmer. Efter undersøgelse og behandling rengøres alle kontaktpunkter (fx håndtag og armlæn) og desinficeres herefter med egnet desinfektionsmiddel.
forfattere
Tove Larsen
lektor, ph.d., Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Anne Kjerulf
overlæge, ph.d., Central Enhed for Infektionshygiejne, Mikrobiologi og Infektionskontrol, Statens Serum Institut
Andreas Petersen
akademisk medarbejder, ph.d., Stafylokoklaboratoriet, Mikrobiologi og Infektionskontrol, Statens Serum Institut
Anders Rhod Larsen
leder af Stafylokoklaboratoriet, ph.d., Stafylokoklaboratoriet, Mikrobiologi og Infektionskontrol, Statens Serum Institut

